Retsopgøret om minkskandalen er først lige begyndt

Der er ikke længere et flertal i Folketinget for en advokatvurdering af sagen, men Bæredygtigt Landbrug har sagsøgt staten for det ulovlige påbud

pørksen-3

Af Hans Henrik Pørksen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Randerupvej 100, Mjolden, 6780 Skærbæk

Flertallet for en advokatvurdering af statsministerens rolle i minkskandalen er væk, efter at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne nu er i regering. Men retsopgøret om minkskandalen er ikke slut.

Bæredygtigt Landbrug sagsøgte staten i oktober 2022. Foreløbig er grundlaget i det dugfriske sagsanlæg det konkrete påbud fra Fødevarestyrelsen den 6. november 2020, der ulovligt og med politiets og forsvarets assistance fratog borgere deres ejendom – som bekendt uden lovhjemmel.

Jeg er normalt ikke typen, som render rundt og banker på grydelåg, men staten skal forstå, at påbuddet er en krænkelse af menneskerettighederne. Derfor føres sagen!

Vi har (foreløbig) stævnet Fødevarestyrelsen. Hvis ikke Bæredygtigt Landbrug får fuldstændig medhold i retssagens påstande, er det min personlige indstilling, at vi skal udvide stævningen til at omfatte Statsministeriet og alt det, der skete. Mette Frederiksen kommer til at vidne under strafansvar.

Også regeringer og myndigheder skal overholde loven (retsstatsprincippet). Der er igen-igen brug for Bæredygtigt Landbrug som livvagt for danske landmænd.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse dagblade, såsom i den trykte udgave af Berlingske, samt i landbrugspressen. Du kan eksempelvis læse hjemmesideudgaverne fra Skive Folkeblad, JydskeVestkysten, Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad og Fredericia Dagblad HER, HER, HER, HER og HER samt Maskinbladets onlineversion via linket HER. Du kan læse mere om Bæredygtigt Landbrugs sagsanlæg i minksagen via pressemeddelelsen herunder).

Bæredygtigt Landbrug sagsøger staten i minksagen

Scroll to Top