Ny fagkonsulent ansat i Bæredygtigt Landbrug

Anne Smet Andersen er vokset op på en landbrugsskole, er kemiuddannet, har arbejdet som underviser og kommer bl.a. til at beskæftige sig med klima

anne-smet-andersen

Interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug med kontor lidt udenfor Fredericia har med virkning fra den 1. december ansat en ny fagkonsulent.

Anne Smet Andersen, 37 år, er uddannet cand.scient. i kemi og eksperimentel biologi og har et indgående kendskab til landbruget fra bl.a. Dalum Landbrugsskole, hvor hun voksede op som datter af forstanderen. Hun har desuden et stort netværk af agrarøkonomer, jordbrugsteknologer og landmænd med grønt bevis.

Den nye fagkonsulent har næsten 10 års erfaring med gymnasieundervisning i naturvidenskabelige fag på højt niveau, herunder biologi, kemi, biotek, teknik og teknologi samt matematik. Hun har arbejdet indgående med vandmiljøundersøgelser og udvaskning af næringsstoffer samt flere økotoksikologiske undersøgelser, hvilket passer perfekt ind i Bæredygtigt Landbrugs agendaer.

Anne Smet Andersen er fast- og fuldtidsansat og vil ikke mindst kunne bidrage på klimaområdet. I sit nye job refererer hun til Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør Jørgen Evald Jensen. Den nye fagkonsulent er bosiddende i Vejle med sin mand samt to døtre og har et aktivt fritidsliv med hundetræning, rideheste og skiferier.

Samtidig med ansættelsen af Anne Smet Andersen har Bæredygtigt Landbrug ansat Kim Koch i en midlertidig stilling som projektchef med hovedfokus på Bæredygtigt Landbrugs ESG-arbejde (de nye EU-krav om bæredygtigheds-rapportering).

Kim Koch kommer med en mangeårig erfaring fra både landbrugssektoren, økonomi, ledelse og IT.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst og foto)

(Ovenstående er også sendt ud som pressemeddelelse til landbrugs- og lokalpressen, du kan eksempelvis læse Fredericia Dagblads og Vejle Amts Folkeblads udgaver af navnenyheden HER og HER samt Effektivt Landbrugs variant HER plus se en forkortet version på Maskinbladets hjemmeside via linket HER).

Scroll to Top