Bæredygtigt Landbrug vil aldrig bakke op om en CO2-afgift på primærlandbruget

BL-formand Peter Kiær peger på fødevarerne i kølediskene, hvis politikerne insisterer på en retfærdig klimaafgift

GF - Peter Kiær på Bygholm 7 2022

Formanden for Bæredygtigt Landbrug, Peter Kiær, er overordnet set positiv omkring udnævnelsen af de nye ministre på landbrugsområdet. Han ser frem til en dialog om ikke mindst den truende CO2-afgift.

Men i et interview med Effektivt Landbrug er Peter Kiær klar i mælet, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt Bæredygtigt Landbrug nogensinde vil bakke op om en CO2-afgift, hvis den eventuelt designes rigtigt:

”Ikke direkte på primærlandbruget”, lyder svaret fra BL-formanden.

”Den eneste måde at lave en helt retfærdig klimaafgift på, er på fødevarerne i kølediskene. Det er det eneste sted, der giver mening, for dér kan man nemlig også sætte afgift på importerede varer. Og så burde man have det samme regelsæt i hele Europa. Så er der lige konkurrence”, understreger Peter Kiær.

Han glæder sig til samarbejdet med især fødevareminister Jacob Jensen (V), der som bekendt selv er landmand.

”Rasmus Prehn havde ikke forudsætningerne for at kende de problemstillinger, der rører sig ude på landet”, lyder det om forgængeren i ministeriet.

Hvis du abonnerer på Effektivt Landbrug, kan du læse hele interviewet med Peter Kiær HER.

Også Landbrugsavisen har talt med BL-formanden om hans holdning til den nye, brede midterregering. Her ser Peter Kiær ligeledes frem til samarbejdet med især fødevareminister Jacob Jensen – men afviser samtidig ikke, at det stadig kan ende med traktordemonstrationer, hvis politikerne står fast på en CO2-afgift. Landbrugsavisens artikel finder du bag linket HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top