Nu skal staten svare på BL’s stævning i minksagen

Allerede på tirsdag er der svarfrist for Fødevarestyrelsen i Bæredygtigt Landbrugs sagsanlæg, der går på overtrædelse af menneskerettighederne

GF - Nikolaj Schulz 2022 1

Den danske stat har indtil på tirsdag den 15. november til at svare på Bæredygtigt Landbrugs påstande i stævningen om minksagen.

Ifølge Bæredygtigt Landbrugs chefjurist Nikolaj Schulz er det dog meget muligt, at det netop overståede folketingsvalg samt de igangværende forhandlinger om en regeringsdannelse medfører, at svarskriftet fra myndighederne – i dette tilfælde Fødevarestyrelsen – må lade vente på sig. Det er således kutyme i tiden mellem et valg og dannelsen af en ny regering, at ikke bare politikernes men også embedsmændenes arbejde stilles i bero eller i hvert fald forsinkes.

”Jeg kan love så meget, at vi herfra gør alt, hvad vi kan, for at fremme sagen”, lyder det fra Nikolaj Schulz.

Bæredygtigt Landbrugs påstand i stævningen er, at Fødevarestyrelsens påbud om aflivning af samtlige mink i Danmark fra den 6. november 2020 er ulovligt og samtidig udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Fødevarestyrelsen er således stævnet på vegne af tre nu tidligere minkavlere. Retssagen skal danne præcedens, så offentlige myndigheder fremover ikke tilsidesætter lov eller menneskerettigheder – så eksempelvis hele erhverv undgår at blive nedlagt, uden at lovgrundlaget er gennemtænkt.

Du kan læse mere om det omtalte sagsanlæg fra Bæredygtigt Landbrug i pressemeddelelsen fra forleden herunder.

Bæredygtigt Landbrug sagsøger staten i minksagen

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top