Af Jørn Rasmussen, Pileallé 5, Vordingborg
For gud ved hvilken gang udbasuneres udledning af kvælstof fra landbruget som årsag til ringe vandmiljø her i avisen Sjællandske den 3. november.
Professor Stiig Markager skulle være garanten for udsagnet. Tilfældigvis har han lige holdt et foredrag her i Vordingborg den 5. oktober arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening.
På samme måde, som at for en håndværker, der kun har en hammer i værktøjskassen, ligner alle problemer et søm, så har Markager kun én forklaring til at løse problemer i vandmiljøet, og det er kvælstofbegrænsning.
Miljøpolitikere er åbenbart ligeglade med naturens balancer
Naturen forsøger overalt at opretholde nogle balancer. I verdenshavene uden menneskelig påvirkning vil forholdet mellem kvælstof og fosfor, N og P, være 7:1, da evolutionen er nået frem til, at det er det ideelle for en sund og proteinrig algevækst.
Dansk miljøpolitik tilstræber på alle måder at forhindre det ideelle forhold og algevækst generelt.
En enkelt forårsmåned kan der være overskud af kvælstof, men alle de øvrige måneder er fosfor-dominerende. Myndighederne er glade, da kvælstof er i underskud, og som Markager viste – i et laboratorieforsøg – vil glasset, der får tilført kvælstof, vise en kraftig grøn algevækst. Derfor er udledning af kvælstof til de indre farvande bandlyst.
Underskud af kvælstof giver problemer
Ved underskud af kvælstof vil der ske en opblomstring af blågrønalger, der fikserer atmosfærens kvælstof, i vores farvande med lavt saltindhold. Disse blågrønalger kan specielt for skaldyr være giftige. Øvrige alger er mindre appetitlige for zooplankton og den videre fødekæde. Derfor ender disse giftige og proteinfattige alger på havets bund med iltsvind m.v. til følge.
Markagers hund, der havde tisset på hans græsplæne med fine mørkegrønne græstotter til følge, var illustration på, at det visne græs udenfor totterne var bedre for vandmiljøet.
Sejlivet hypotese
Gunni Ærtebjerg citeres for tilbage i 1980’erne at have påvist en sammenhæng mellem udledt kvælstof fra landbruget og fjordens (dårlige) tilstand. En fatal fejlkonklusion af dimensioner.
En langt mere sandsynlig forklaring er, at spildevand i et par årtier forinden var udledt i strømfyldt farvand. Således blev Lynettens dårligt rensede spildevand ledt med strømmen op gennem Øresund. Hvor strømmen aftog nord for Helsingør, bundfældede slammet sig.
Det var dette slam, der var årsagen til Gunni Ærtebjergs forargelse over de døde hummere og ikke landbrugets brug af kvælstofgødning.
Denne sejlivede hypotese, at nitratkvælstof er årsag til iltsvind, er aldrig blevet verificeret med anerkendte videnskabelige metoder, hvilket har været en dødssynd og kostet samfundet trecifrede milliardbeløb. Miljøstyrelsen har haft store udfordringer med at forsvare Gunni Ærtebjergs ”opdagelse” fra 1982. Men masser af beskæftigelse til samme styrelse og letvægtsforskere på vores universiteter har det givet. Meget af den arbejdskraft, der efterlyses til samfundets grundlæggende behov, findes måske på landets universiteter, før vi vender blikket mod udlandet.
Fokusér på fosfor og spildevand
Min konklusion:
Vær glad for al den nitratkvælstof, der kommer ud af landmandens drænrør, og hav i stedet fokus på fosfor og spildevand, hvis et bedre fiskeri og vandmiljø er målet.
Måske var det en idé for redaktionen på Sjællandske at arrangere et møde med Stiig Markager og Gunni Ærtebjerg samt undertegnede og min mentor.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i dagbladet Sjællandske. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
