Dansk enegang på CO2-afgift vil være en katastrofe

Den danske økonomi bliver mindre, og klimaregningen bliver større med den bebudede afgift, skriver kendt Venstre-mand

Asger Christensen2

Af Asger Christensen (V), medlem af Europa-Parlamentet

En dansk CO2-afgift på landbruget blev et af valgets helt store temaer.

Lad mig i den forbindelse gøre én ting helt klart: En CO2-afgift på den biologiske proces er gift for landbrugssektoren, der i værste fald kan gå hen og halvere den danske produktion.

Jeg var for nylig til indvielsen af Himmerlandskøds nye slagteri. Virksomheden har investeret et trecifret millionbeløb i det nye byggeri.

Og det gør de i troen på, at rammevilkårene for dansk landbrug er intakte, også de næste 50 år! Men hvis vi skal blive ved med at dyrke investeringslysten i dansk landbrug, så er det helt afgørende, at vi i Danmark fører en ansvarlig erhvervs-og landbrugspolitik. Det er garanten for, at vi både nu og i fremtiden kan se mening med at både bygge og investere i et af Danmarks vigtigste eksporterhverv – landbruget og dets følgevirksomheder.

Og her vil en CO2-afgift virke direkte modsat.

Set fra min stol er faren, at en ensidig CO2-afgift på landbruget kan risikere at skubbe vores produktion ud over Danmarks grænser og skubbe arbejdspladser ud af landet. Så hvis vi skal lægge en CO2-afgift på landbruget, så er det afgørende, at afgiften som minimum laves på europæisk niveau. For hvis vi går den klimanationalistiske vej, som venstrefløjen ønsker, så vil den danske økonomi blot blive mindre, og klimaregningen større.

Det er ikke den vej, vi skal.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Avisen Danmark, der er fællessektionen for dagbladene i mediekoncernen Jysk Fynske Medier A/S. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top