Danmark har ikke reduceret CO2-udledningen – men det har landbruget

Dansk landbrug kan nå de ambitiøse CO2-reduktionsmål, hvis der investeres i primærlandbruget og i forskning

Peter Rosendal høster

Af Niels Hauge Mikkelsen, næstformand for Bæredygtigt Landbrug, Granlyvej 39, 5592 Ejby

Ifølge Danmarks Statistik er den samlede udledning af drivhusgasser fra Danmark stort set uændret i de seneste 30 år.

Det er ikke den historie, vi normalt hører. Vi hører, at udledningen fra aktiviteter i Danmark er faldet med 29,8 mio. ton CO2-ækvivalenter (40 procent) i den periode. Det bryster vi os af. At det skyldes en lavere produktion, taler vi ikke højt om.

I samme periode er udledningen af drivhusgasser fra danske transportvirksomheder i udlandet steget med 30,5 mio. ton CO2-ækvivalenter. Årsagen til, at shipping og anden international transport er steget, er, at vores hjemlige produktion generelt er udflaget, og vi så importerer i stedet for at producere. Men disse stigende udledninger er ikke omfattet af klimaloven, så dem taler vi slet ikke om. At de så tæller med i emissionsregnskabet, som følger nationalregnskabets afgrænsning af den danske økonomi, er åbenbart ilde hørt. Fakta er dog, at Danmarks klimaregnskab har stået i stampe de seneste 30 år, når alt medregnes.

Bemærkelsesværdigt er det, at der i samme periode er udledt 19 procent mindre fra dansk landbrug, skovbrug og fiskeri. Og det på trods af, at både produktionen og eksporten er steget.

Landbruget kan – med hensyn til klimagasserne lattergas og metan – nå de ambitiøse CO2-reduktionsmål, hvis der investeres i primærlandbruget og i forskning. Samtidig er der mulighed for lagring af kulstof i både jord og vegetation og mulighed for at reducere landbrugets brug af fossile brændstoffer.

Landbruget er på rette vej – brems det ikke med en CO2-afgift på biologiske processer!

(Indlægget har også været bragt som læserbrev både i diverse dagblade samt i landbrugspressen, du kan eksempelvis se onlineversionerne fra Skive Folkeblad og Herning Folkeblad HER og HER).

Scroll to Top