Advarsel: Landdistrikterne klemmes i den grønne omstilling

En forceret grøn omstilling uden hensyntagen til eksempelvis landbruget kan gå ud over tusindvis af arbejdspladser på landet

Gård - Jørgen Brønd

”Den grønne omstilling skal gennemføres på en retfærdig måde, så borgerne og virksomhederne i landdistrikter ikke bliver klemt. For den brede folkelige opbakning til klimamålene risikerer at forsvinde, hvis landdistrikternes fremtid ofres i den grønne omstilling!”

Sådan siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, i en advarsel til de politikere, som i disse dage diskuterer bl.a. klima og grøn omstilling i forbindelse med de igangværende regeringsforhandlinger.

Ordene er sagt i en pressemeddelelse gengivet i bl.a. Landbrugsavisen samt Maskinbladet og skyldes landdistrikternes åbenlyst markante rolle i den grønne omstilling. Og det handler i den forbindelse ikke bare om at skulle lægge jord til fremtidens grønne energianlæg.

En anden vigtig pointe fra Landdistrikternes Fællesråd er således at sikre job i landdistrikterne. Hvilket en foreslået CO2-afgift på landbrugsproduktion mildest talt kan modarbejde. Her kan en forceret grøn omstilling uden hensyntagen til de berørte erhverv – som eksempelvis landbruget – risikere at gå ud over tusindvis af arbejdspladser udenfor byerne.

Du kan læse mere i Landbrugsavisens omtale HER samt i Maskinbladets artikel HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top