Peter Kiær: Afgift på biologiske processer går ud over klimainvesteringer

Bæredygtigt Landbrugs formand var onsdag eftermiddag i radiodebat på P1 med bl.a. Socialdemokratiets Ida Auken

kiær-peter-1

Det er en misforståelse, at den truende CO2-afgift på dansk landbrugsproduktion vil gavne klimaet.

Det forklarede Bæredygtigt Landbrugs formand Peter Kiær, da han onsdag over middag deltog i debatten ”En afgift på landbruget?” i radioens P1.

Peter Kiær er til daglig svineproducent og planteavler på Midtsjælland. Hans bedrift Storgaarden beskæftiger syv medarbejdere og afleder i øvrigt omkring 40 arbejdspladser i lokalområdet.

Retfærdig model uden målinger?

BL-formanden pointerede i radiostudiet, at danske landmænd og dansk landbrug er 100 % med på at indfri klimaambitionerne på en faglig og professionel måde – men at det er svært at sætte en afgift på noget, man ikke kan måle endnu.

”Så hvordan vil du lave en retfærdig model?”, spurgte Peter Kiær Socialdemokratiets ordfører Ida Auken – uden at han nogensinde fik svar på spørgsmålet.

25 øre på en liter mælk fjerner fortjenesten

BL-formanden understregede, at det ikke giver nogen mening at adfærdsregulere biologiske processer såsom eksempelvis køers prutter og bøvser.

”Det gavner under ingen omstændigheder klimaet at tage pengene fra landmanden, sådan som der nu er lagt op til. Hvis man lægger bare 25 øre på en liter mælk, har mælkeproducenten ingen penge tilbage – og da slet ikke nogle midler til at investere i klimatiltag”, lød det fra Peter Kiær.

“Forureneren betaler”

Ida Auken nævnte i debatten, at Danmark er nødt til i fremtiden at have et mere ”flerstrenget” landbrug, og at det er et fornuftigt princip, at ”forureneren betaler”. Hun undlod i dén forbindelse at nævne, at især dansk svine- og mælkeproduktion ifølge flere internationale undersøgelser er mere klimavenlig end den tilsvarende produktion udenfor landets grænser.

Professor: Afgift vil koste tusindvis af arbejdspladser

Professor Lars Gårn Hansen deltog også i radiodebatten og tog bestemt ikke Ida Aukens parti hele vejen igennem. Eksempelvis afviste professoren Socialdemokratiets påstand om, at CO2-afgiften på landbruget kan gennemføres uden at koste arbejdspladser:

”Det vil koste hvert fjerde job samt en del produktion i landbruget”, sagde Lars Gårn Hansen – som mener, at der med det foreslåede niveau kan være tale om cirka 12.000 arbejdspladser i landbruget plus en hel del i følgeindustrien.

Bl.a. Peder Hvelplund fra Enhedslisten, Venstres Marie Bjerre samt Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne medvirkede også i onsdagens P1-debat.

Du kan høre udsendelsen via hjemmesiden HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen
Please accept [renew_consent]%cookie_types[/renew_consent] cookies to watch this video.