Naturnationalparker er ikke borgerlig politik

Vi vælgere må op til valget få klarhed over, om også blå politikere er tilhængere af indhegnet natur, der udelukker befolkningen og foragter dyrevelfærden, skriver BL-medlem

flemming-bornholm

Af Annette Lorentzen, medlem af Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken

Naturnationalparker er blevet beskrevet som løsningen på vor tids naturproblemer.

Det nuværende folketingsflertal har allerede hegnet store områder ind til formålet, fældet og skamferet århundreder gamle træer og vil sætte store græssere ind i områder, der tidligere var rekreative arealer for lokalbefolkningen. Det er for naturens og biodiversitetens skyld, siges det. Naturen er truet, hedder det. Arter uddør. Derfor skal vi have vild natur.

Også liberale politikere kan skræmmes

De store teorier og den store skræmmekampagne om naturens tilstand har fået mange – også borgerlige og liberale politikere – til at hoppe med på vognen og være positivt stemt overfor disse naturnationalparker, hvor dyrene skal æde vegetationen helt ned og ikke behøver dagligt tilsyn. Hvor planterne kommer før dyrevelfærden, og hvor det skal være naturligt, at dyr lider sultedøden.

Nu begynder realiteterne at banke på. Gående, cyklende og ridende, som tidligere nød naturen, tør naturligvis ikke komme ind i hegnet til store og ofte sultne dyr og slet ikke med deres børn. Der er allerede sket ulykker. Tidligere naturplejere og landmænd, der kender og på bedste vis i årtier har plejet naturen, tilsidesættes for offentligt ansatte uden erfaring med dyr og natur og med store udgifter til følge. Biodiversiteten, som er det store skræmmebillede, er truet på nogle punkter, ja, men på flere andre er det gået frem. Det hører vi bare ikke om. Men skræmmekampagnen virker.

Hvor står kandidaterne?

Derfor må vi vælgere før valget få klarhed over, om politikerne – også fra blå blok – stadig er tilhængere af indhegnet natur med store dyr, der reelt vil udelukke befolkningen fra områderne. Om man stadig ønsker andre eller ingen regler for dyrevelfærd, og hvor vegetationen græsses helt ned, og vore skove fældes.

Kan det virkeligt være rigtigt, at vi borgere skal stå udenfor et hegn ved nogle af vores dejligste naturområder og se på afmagrede, sultne og lidende dyr, der ikke er blevet behandlet mod parasitter, halte med alt for lange hove, syge af at være nødt til at spise giftige planter pga. ikke eksisterende foder. Det er jo billeder, vi allerede har fra eksisterende områder. Eller skal reglen om godt landmandskab, der betyder, at hvis man holder dyr bag hegn, har man altså også pligt til at fodre og have opsyn med dem, også gælde her?

På forhånd tak for svar

Blandt andet Liberal Alliance og Konservative stemte for disse naturnationalparker udtænkt ved københavnske skriveborde. Har I været ude og opleve en fri natur og se, hvordan den bliver til en indhegnet natur? Hvorfor skal naturen underlægges rigide, teoretiske regler? Hvorfor ikke være liberal også i naturpolitikken?

Tak for svar – fra alle politiske partier inden krydset skal sættes den 1. november.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier, du kan eksempelvis læse Effektivt Landbrugs hjemmesideudgave via linket HER).

Scroll to Top