”Det er en katastrofe, at selskabet ikke kan matche den tyske og den spanske notering!”

Svineproducenternes formand roser dog ledelsen af Danish Crown for at møde op til mødet i Horsens i mandags

gris2-1000px

Ikke færre end 150 svineproducenter dukkede op, da foreningen Danske Svineproducenter mandag arrangerede et møde på Bygholm Landbrugsskole i Horsens om dansk slagtesvineproduktions konkurrenceevne.

Svineproducenternes formand Jeppe Bloch Nielsen mener, at det siger en hel del om situationens alvor, at man kan samle så mange svineproducenter med et varsel på blot seks dage. Han er glad for, at Danish Crowns formand Erik Bredholt og topchef Jais Valeur mødte frem for at fortælle om selskabets konkurrenceevne og for efterfølgende at deltage i en debat.

”Danish Crown var gode til at forklare, hvad der er op og ned. Jeg har ikke noget at udsætte på det, de kom og forklarede. Så kan vi være enige eller uenige om, hvorvidt det er godt nok eller ej. Men de gav et godt indtryk, og det virkede til, at de fortalte, hvordan de så på sagen fra deres side af. Så på den måde synes jeg egentlig, at de gjorde det lidt bedre, end jeg havde forventet”, fortæller Jeppe Bloch Nielsen til Effektivt Landbrug.

Han mener dog stadig ikke, at folk fik de svar, som de havde håbet på:

”Det er jo Danish Crown, der skal afsætte vores grise. Mødet har ikke ændret på, at jeg stadig har en holdning om, at det er en katastrofe, at selskabet ikke kan matche den tyske og den spanske notering. Hvis vi skal være verdens bedste til at producere, så skal vi også være verdens bedste til at afsætte vores kød. Jeg kan ikke acceptere, at den tyske svineproducent skal have en højere pris, end jeg skal”, lyder det fra svineproducenternes formand.

Effektivt Landbrug har mere om sagen i artiklen HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top