Danske landmænd går forrest i den grønne kamp

Der er imidlertid særlige udfordringer med at gøre fødevareproduktionen endnu mere klimavenlig, skriver to Venstre-folk

Bonnesen

Af miljøordfører Jacob Jensen (V) og fødevareordfører Erling Bonnesen (V)

Vi skal sætte skub i den grønne omstilling. Ambitiøse mål er ikke nok. De skal også indfries.

Derfor har vi i Venstre netop præsenteret en ambitiøs, grøn 2030-plan.

Vi finder pengene til at investere 60 mia. kr. i den grønne omstilling i de kommende år ved at sælge statens andel i energiselskabet Ørsteds havvindmølle-forretning, der ikke er kritisk infrastruktur for Danmark.

Det er en ambitiøs beslutning, men det er nødvendigt at tage ambitiøse beslutninger, hvis vi skal redde naturen og klimaet, og det skal vi.

Flere penge til at udvikle landbruget

Med vores grønne 2030-plan foreslår vi bl.a. at afsætte midler til mere natur, renere drikkevand, skovrejsning, vedvarende energi, lagring af CO2 og meget mere.

Herudover afsætter vi specifikt 15 mia. kr. til forskning og udvikling, som skal bidrage til at gøre Danmark klimaneutral i senest 2050.

Pengene skal bl.a. bruges til at fortsætte den grønne omstilling og videreudvikling i landbruget, samtidig med at vi bevarer en stærk og stor fødevareproduktion i Danmark, hvor der satses og udvikles på både plantebaserede og animalske fødevarer.

For Venstre vil på ingen måde være med til at sende landbrugets arbejdspladser og vækst ud af landet. Dansk landbrug er blandt de mest klimaeffektive i verden.

God udvikling men også særlige udfordringer

Rigtig mange landmænd er allerede i fuld gang og forrest i kampen om at videreudvikle i en grønnere retning, f.eks. med teknologi til præcisionslandbrug m.v.

Men der er også særlige udfordringer, når det kommer til den grønne videreudvikling af fødevareproduktionen.

Vi mangler teknologien, der kan sikre en endnu mere klimaneutral produktion af eksempelvis kød og mejeriprodukter.

Der er heldigvis god gang i udviklingstiltag på området, men det tager noget tid.

Nej til erhvervsfjendtlig CO2-model

Derfor er Venstres svar også helt klart, når vi bliver spurgt, om vi allerede nu vil lægge en CO2-afgift på landbruget.

Det er regeringens ansvar at fremlægge CO2-modeller, der ikke jager landbrug og arbejdspladser ud af landet.

Vi skal bevare og skabe landbrug, fødevareerhverv og arbejdspladser. Ikke jage det ud af landet.

Hvis ikke regeringen fremlægger en sådan model, så skal regeringen tilbage på værkstedet.

Og i øvrigt håber vi meget på, at der efter folketingsvalget sidder en blå Venstre-ledet regering.

Vi afventer ekspertgruppens model for, hvordan tingene kan skrues sammen.

Hvis regeringens eksperter kommer med en model, der bare sender arbejdspladser i landbruget og fødevaresektoren ud af Danmark, så er det ikke den rigtige model.

Stolt af fødevaresektoren

Dansk landbrug og fødevaresektor er i verdensklasse. Det er vi stolte af, og vi vil udvikle landbruget og fødevareerhvervene.

Derfor sætter vi penge af til videreudvikling i relation til den grønne omstilling.

Danmark skal være hele verdens klimalaboratorium for fødevarer. Det er Venstre stolt af, og det ville vi ønske, at flere andre politiske partier også ville være i stedet for at bruge tid på at udskamme landbruget ved enhver lejlighed.

Forhåbentlig er Venstre snart igen i regeringskontorerne, så vi kan sikre en både grøn og ansvarlig videreudvikling af dansk landbrug. Det skylder vi Danmark.

(Indlægget er sendt direkte til bl.a. Bæredygtigt Landbrug med henblik på offentliggørelse på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top