Af Jacob Lund-Larsen, chefredaktør for Effektivt Landbrug
Der skal muligvis ikke så voldsomt meget talent til, hvis man vil være politiker i dette land.
For et flertal af de politiske partier har gennem årene plastret Danmark så voldsomt til i skatter og afgifter, at vores land er forsvarende verdensmester i skatter og afgifter. Det er således igen og igen skatteskruen, der tyes til, når riget fattes penge.
Derfor har vi i dette land en ”svulmningsafgift” på luften i softice. Der er også afgift på romkugler rullet i chokolade. Men ikke på romkugler rullet i krymmel. Der er også afgift på luft i vin med bobler – altså champagnelignende produkter. Desværre er der ikke den store udsigt til champagnefest i landbruget, som nu trues af en CO2-afgift.
Fantasiløs udskrivning af skatter og afgifter
Også her demonstrerer regeringen og dennes støttepartier en trist evne til nok engang at fokusere på afgifter og skatter. Vi er helt med på, at skatter og afgifter pålagt den private sektor er nødvendige ydelser for at kunne opretholde den offentlige forvaltning og service.
Men hvor er det dog fantasiløst blot at udskrive nye skatter og afgifter, hver gang man står med en udfordring. Og hvor er det dog visionsløst at ville pålægge netop fødevarer – de inflationsramte danskeres mad – endnu en afgift i en tid, hvor pengene rækker til mindre og mindre.
Ingen konkrete måleinstrumenter
De danske landmænd går usikre tider i møde. Der findes nemlig ikke konkrete måleinstrumenter til at måle, hvor meget CO2 fødevareproduktionen udleder på gårdniveau. Og samtidig snydes landmændene for den CO2-gevinst, de høster ved at have CO2-optagende planter på markerne. Den del af virksomheden lukker politikerne øjnene for, mens de angiveligt vil ”sjusse” sig frem til bondens CO2-aftryk.
Vi tvivler på, at det er lovligt at opkræve en CO2-afgift på et så ufuldstændigt grundlag, som der bliver lagt op til. For afgiften vil alt andet lige ramme primærproducenterne vilkårligt. En CO2-afgift har som et af sine formål at gøre landmændene interesserede i at ændre deres produktion, så de skal betale mindre i afgift. For at det er muligt, skal det kunne måles, hvad der er mere klimavenligt, før det kan udløse en lavere afgift. Ifølge professor Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet, findes sådanne måleinstrumenter slet ikke. Derfor er en afgift selvsagt fuldstændig vilkårlig. Altså er det tilfældigt, hvilken straf eller konkurrencemæssig fordel, man kan opnå.
EU’s regler har altså forrang
Nogen husker måske, at EU’s regler har forrang over dansk lov. Og nogen husker måske også, at EU kræver, at medlemslandene fører en systematisk og sammenhængende politik. Og uden målinger af dansk landbrugs CO2-udledninger på bedriftsniveau vil en CO2-afgift være vilkårlig.
CO2-afgiften vil også give en fordel til dem, der tilfældigvis ikke skal betale lige så meget i afgift som naboen. Det er konkurrenceforvridende. Og dermed bevæger de CO2-afgiftsivrige politikere sig på kanten af EU’s konkurrenceregler. Sandsynligvis træder de over EU-kanten, fordi en CO2-afgift vil ramme uden systematik, ramme vilkårligt og være konkurrenceforvridende.
(Indlægget har også været bragt som leder i Effektivt Landbrug, du kan se avisens onlineversion via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
