BL-medlemmer spiller hovedrollerne i radioudsendelse om spildevand

Peter Rosendal og Knud Jeppesen medvirkede i mandagens udgave af ”Det Rigtige Danmarks radio” på Radio 24syv

Peter Rosendal Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug

Det er takket være Bæredygtigt Landbrugs og foreningens æresmedlem Knud Jeppesens ihærdige arbejde med bl.a. aktindsigter, at de fleste danskere i dag kender til spildevandsselskabernes massive forureninger.

Nu har også taleradioen 24syv beskæftiget sig med skandalen.

”Jeg tror ikke, jeg har mødt en kommune endnu, der har styr på det der”, lød det fra Knud Jeppesen, da Jelling-landmanden mandag eftermiddag medvirkede i en debat om kvælstofudledning og spildevandsproblematikken.

Landbruget får skylden for byernes forurening

Det skete i programmet ”Det Rigtige Danmarks radio”, der aldrig er bleg for at sætte kritisk lys på ikke bare uretfærdig men også mangelfuld og nyttesløs lovgivning skabt i en hovedstad uden respekt for produktions-Danmark.

I mandagens udsendelse blev både studieværterne og lytterne eksempelvis klogere på, hvordan landbruget får skylden for byernes forurening af havmiljøet, og hvordan størstedelen af landets kommuner bryder miljølovgivningen.

Ingen grund til forskelsbehandling

Bæredygtigt Landbrugs bestyrelsesmedlem Peter Rosendal gav ligesom Knud Jeppesen sit besyv med i mandagens debat. De to kom bl.a. med afsløringer om fæle forhold i eksempelvis Esbjerg, Næstved og på Bornholm.

Peter Rosendal er landmand i Jordrup ved Kolding og fortalte om, hvordan der stilles skrappe miljøkrav til landmændene, mens der tydeligvis mangler kontrol med det offentliges (ofte ulovlige) forureninger:

”Hvis det er naturen, vi vil hjælpe, kan det ikke nytte noget, at vi forskelsbehandler”, som Peter Rosendal formulerede det.

Greenpeace tager systemets parti

Også Kristine Clement, kampagneleder for landbrug og skov i Greenpeace, medvirkede i mandagens radiodebat. Hun afviste at kritisere myndighederne for de gentagne tilladelser til egne udledninger og fastholdt til gengæld, at størstedelen af udledningerne til havmiljøet kommer fra landbruget…

Du kan høre udsendelsen via linket HER samt læse mere om radioprogrammet i artiklen herunder.

Danmark får et nyt og landbrugsvenligt radioprogram

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top