“Vi bliver altså kun rige af at producere noget!”

Selv om valgkampen nærmer sig, bød politisk debatmøde fredag eftermiddag på bred enighed om landbrugets kolossale betydning for Danmark

landbrug-2

Enhedslisten, SF, Alternativet og det, der tidligere hed Veganerpartiet, glimrede ved deres fravær. Derfor bød fredag eftermiddags årlige debatmøde om landbrugs- og fødevarepolitik ikke på de store uenigheder.

To nordjyder og en fynbo – Bjarne Laustsen (S), Per Larsen (K) og Erling Bonnesen (V) – udgjorde panelet ved den debat, som foreningen Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister havde inviteret til. Trods den forestående folketingsvalgkamp var der bred enighed om de store linjer – og om at vi hverken bør afvikle eller reducere i dansk landbrug.

”Vi bliver altså kun rige af at producere noget”, som socialdemokraten Bjarne Laustsen formulerede det.

Socialdemokrat tog afstand til Enhedslisten

Han måtte svare på kritiske spørgsmål om Enhedslistens aktuelle klimaplan, der indebærer et ordentligt nyrestød til dansk husdyrproduktion og til konventionelt landbrug som helhed.

Bjarne Laustsen måtte flere gange understrege, at Socialdemokratiet har en noget anden indgangsvinkel til det at slås for essentielle danske arbejdspladser end regeringens meget venstreorienterede støtteparti. Og det var også meget svært at høre på Bjarne Laustsens retorik, at han er partifælle med statsminister Mette Frederiksen, som for kort tid siden udtalte, at dansk landbrug er kommet til at fylde for meget i Danmark.

”Vi skal absolut ikke afvikle dansk landbrug. Og helt ærligt: Enhedslistens folk, som typisk er her fra København, kan godt nogle gange virke som sådan nogle frelste mennesker, som ikke har nogen føling med, hvad der sker ude i den virkelige verden. Vores danske kultur er bundet op på bl.a. landbrug og fiskeri. Mit parti ønsker bestemt, at landbruget skaber arbejdspladser, også for at skabe liv i landdistrikterne. Og tro mig: Vores gode venner, slagteriarbejderne i NNF, mener det samme”, lød det fra Bjarne Laustsen – som selv er husmandssøn og arbejdede med landbrug i sine helt unge dage.

”Jeg kunne godt tænke mig, at landbruget selv gjorde endnu mere i forhold til at være energileverandør”, tilføjede socialdemokraten – uden at konkretisere meldingen yderligere.

Selv om de helt store konfrontationer udeblev i Grundlovsværelset på Christiansborg fredag eftermiddag, kunne de fremmødte fødevare- og landbrugsjournalister fra landbrugspressen og diverse interesseorganisationer dog godt høre forskel på dagens røde og blå politiske repræsentanter. Både Venstre-manden Erling Bonnesen og den konservative Per Larsen tilhører tydeligvis endnu mere landbrugsvenlige partier end Bjarne Laustsen:

”Jeg er stolt af dansk landbrug”, lød det således fra Erling Bonnesen – som endnu engang fremhævede de danske landmænds evne til at producere verdens bedste fødevarer, ikke mindst klima- og miljømæssigt.

Venstre: Den animalske produktion er vigtig

Han kritiserede også, at Danmark som det eneste EU-land holder fast i at udtage fire procents brak, når nu den internationale fødevarekrise er så åbenlys – ligesom Venstre-ordføreren varslede en stædig kamp mod et aktuelt EU-forslag om at begrænse brugen af sprøjtemidler ganske drastisk.

Derudover understregede Erling Bonnesen, at den store konventionelle produktion bærer en stor del af den enorme danske fødevareeksport, og at det derfor ikke nytter hverken at favorisere økologi eller det, der med et efterhånden meget brugt udtryk kaldes for plantebaserede fødevarer:

”Den grønne omstilling bakker vi alle op om. Men jeg vil altså have lov til at bestille en wienerschnitzel eller hakkebøf, hvis jeg har lyst til det. Efterspørgslen efter kød er jo fortsat enorm, så det ville være tåbeligt ikke at producere det i stor stil lige her, hvor det giver mest mening. Det er ikke med vores gode vilje, at man skal fjerne eller stække den animalske produktion herhjemme”, forklarede Venstre-ordføreren.

Konservativ kritik af manglende minkerstatning

Lige så landbrugsvenlige Per Larsen (K) brugte endog noget af sin taletid på at ønske dansk landbrug tillykke med årets flotte høst. Også han italesatte den minimale CO2-udledning fra dansk producerede fødevarer:

”Intet sted i verden produceres en liter mælk eksempelvis med et mindre klimaaftryk”, sagde han.

Den konservative ordfører kunne heller ikke dy sig for at give socialdemokraten i panelet et svirp med pisken i relation til den skandale i skandalen, som de manglende minkerstatninger udgør:

”Regeringen må simpelthen tage sig sammen! Det er uanstændigt, at nogle tidligere minkavlere skal vente til måske 2028 med at få deres penge. Hvis regeringsmagten skifter her efter valget – og det håber jeg meget – skal de sager afgøres så hurtigt som muligt!”, sagde Per Larsen.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst og foto)

Scroll to Top