Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, Rårup, 7130 Juelsminde
I weekendens Effektivt Landbrug kan man læse om en planteavler, som hævder, at udtagning af 4 % jord ikke koster en krone!
Hvis man i forvejen ikke avler overvældende, og er maskinparken fejldisponeret i forhold til de arealer, man har, kan tab udregnes på flere måder, men at lovprise en arealreduktion vil aldrig være i landbrugets interesse.
Indrømmet, en tilpasning af marker kan ofte effektivisere arbejdet og resultere i en tidsgevinst, og det reelle bundlinjeresultat vil måske ikke medføre et tab på 4 %.
Sagen handler om noget helt andet
Men det er jo slet ikke det, sagen her handler om. Problemet er et helt andet sted. Uanset det reelle tab, er det en kendsgerning, at produktionen vil blive reduceret, og er det målet for landbruget?
Min tilgang er, at de fleste landmænd har det opdrag, at produktionen skal optimeres, og der skal disponeres, så ejendommen giver størst muligt afkast. Dette, synes jeg, de danske landmænd er rigtig dygtige til.
Den største udfordring for mange landmænd er de driftsledelsesmæssige begrænsninger, der hindrer den enkeltes ”albuerum” til at optimere på hans eller hendes ejendom.
Ufaglige begrænsninger tager overhånd
Jeg siger ikke, det skal være ”the wild west”, men jeg vil påstå, at begrænsningerne tager overhånd, uden at de er fagligt funderede. Her tænker jeg bl.a. på næringsstoffer, herunder udnyttelseskravet til husdyrgødning, kravet om efterafgrøder, datotyranniet generelt og eksempelvis myndighedernes krav om indskrænkning af dyrkningsret i forhold til vandindvindingsinteresser (BNBO og indsatsområder).
Ligeledes var der for år siden en sag om 10 meter randzoner, der vist ikke gik manges næser forbi. Havde Bæredygtigt Landbrug ikke taget den sag op, og vundet, havde vi givetvis i dag haft endnu større arealer med forbud om dyrkning.
Som de førnævnte eksempler handler det dybest set om Grundlovens § 73, omhandlende ejendomsrettens ukrænkelighed.
Det kaldes privat ejendomsret
Kritikken af kravet om den danske modvilje til at udskyde de 4 procents udtagning er i høj grad en principsag om det offentliges ret til at disponere over den private ejendomsret. Dette blev tilskyndet af den politiske venstrefløj forleden, vel ikke så overraskende da de jo ønsker en nationalisering af den danske landbrugsjord. Uagtet at landbrugets organisationer er uenige om dette og hint, er der vel en fælles holdning om, at den enkelte i videst muligt omfang selv skal disponere over ejendommen. Det er det, der kaldes privat ejendomsret, og som er beskyttet af grundloven. Det burde politikerne respektere.
Skulle nogen finde det let at finde 4 % til udtagning, er det jo eget valg eventuelt at øge det til 8 eller 12, men landmandens mulighed for at disponere med frihed under ansvar bør i højere grad genindføres.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Effektivt Landbrug).
