Nej tak til rewildingprojekt

Drop nu de såkaldte naturnationalparker, lyder opfordringen til regeringen fra østjysk folketingskandidat

kloppe

Af Jens Kloppenborg, folketingskandidat for Venstre i Østjylland

Snart vil en del det skønne Molsbjerge blive hegnet ind, så regeringen og miljøminister Lea Wermelin (S) kan få virkeliggjort sine drømme om rewilding. Drømmen, eller det som jeg mener er et mareridt, er mindre grøn bevoksning af træer, og husdyr, der holdes bag hegn uden adgang til vand og foder, hvis ikke dette kan frembringes af den noget udpinte jord, som Molsbjerge nu engang byder på.

Udover at området bliver væsentligt mindre tilgængeligt for borgerne, der med tiden vil skulle forcere væltede træer, der ikke bliver fjernet, og dermed gør området til et vildnæs, så har hele tanken bag denne rewilding også et kæmpe problem med dyrevelfærden.

Blot det forhold, at regeringen har måtte ændre på vores dyrvelfærdslov, vel at mærke i negativ retning, set ud fra et dyrevelfærdsperspektiv, er for mig udtryk for, hvor tosset og uigennemtænkt dette projekt er.

Vi har allerede set rigeligt til, hvad en ukontrolleret omgang med dyr på Molslaboratoriet har af konsekvenser for dyrevelfærden. Vil vi have mere af det på Mols? Nej, vel!?

Henlæg den slags store parker til steder, hvor der er plads til det, altså steder hvor dyrene altid kan søge mod vand og foder. Det at man har måttet indhegne området, er jo netop udtryk for, at det ikke passer ind på Mols.

Derfor kære regering, få nu droppet det rewilding og naturnationalparkerne. Jeg vil i hvert fald gøre alt for at få stoppet projektet, såfremt jeg kommer i Folketinget. Men derudover vil jeg også styrke vore eksisterende Nationalpark Mols, så vi får mere natur de steder, hvor jorden ikke egner sig til landbrugsproduktion. På den måde kan vi sagtens få mere natur uden at gå på kompromis med vores dyrevelfærd.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse lokale medier, du kan se et eksempel via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top