Minkavlere må muligvis vente med erstatning til år 2027…

Pengene skulle efter planen have været udbetalt senest i 2024, men fødevareministeren kan ikke garantere, at det er slut med forsinkelserne

minkgaard-high-res

Der er igen-igen meldinger om, at erstatningerne til de danske minkavlere – som fik deres livsværk revet væk på et lovløst grundlag – må vente længere end planlagt på den lovede erstatning. Nu forlyder det således, at det kan gå hen og blive det herrens år 2027, inden de sidste penge er udbetalt.

Arbejdet med at udbetale en samlet erstatning på i omegnen af 19 milliarder kr. til de nu tidligere minkavlere i Danmark går altså ikke hurtigt nok. Og det lykkes ifølge Jyllands-Posten næppe at få pengene ud til avlerne som ventet inden udgangen af 2024.

Meldingen kommer fra Trafikstyrelsen til fødevareminister Rasmus Prehn (S) og er baseret på erfaringerne fra de første 25 sager. Disse sager er forsinket og såmænd stadig under behandling ikke færre end ni måneder efter arbejdets igangsættelse.

Rasmus Prehn siger, at han ikke kan garantere, at det er slut med forsinkelserne, men at han nu vil forsøge at sætte tempo på udbetalingerne. Ministeren udtaler, at han godt er klar over, at ”der sidder nogle minkavlere derude, som i forvejen er traumatiserede af det forløb, der har været, og som er groggy. Og så er der et bureaukratisk helvede af formularer, som de skal udfylde”.

Du kan – hvis du abonnerer på avisen – læse mere i Jyllands-Postens artikel HER, mens også AgriWatch beskriver sagen HER. Landbrugsavisen dækker desuden emnet HER, HER, HER og HER, mens Effektivt Landbrug beriger sine læsere med teksten HER.

Og mere fra ”Minkgate”:

Hjemmesiden Journalista afslører, at end ikke sønderlemmende kritik af ledende embedsmænds ageren under skandalen forhindrer, at selvsamme embedsmænd får udbetalt store bonusser på jobbet. Læs mere om dén vinkel i artiklen HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top