Af Tobias Jørgensen, folketingskandidat og byrådsmedlem (V), Fovsletvej 21, 6580 Vamdrup
Fakta er, at Danmark har en bæredygtig fødevareproduktion.
Når planter vokser på marken, optager de CO2 fra luften. Masser af CO2. Disse planter bliver til næring for mennesker og dyr – noget helt essentielt for at vi overhovedet kan overleve, og måske det væsentligste at have rigeligt af, hvis vi vil have ro og stabilitet i verden.
Denne meget vigtige funktion med produktion af fødevarer varetages i dag af historisk få mennesker: Landmænd. De er over de seneste 100 år blevet ekstremt effektive i deres måde at producere fødevarer på, så det i dag på de fleste virker som en selvfølgelighed, at der er masser af billig mad i supermarkedet, vi frit kan vælge imellem.
Regeltyranni går ud over bæredygtigheden
Og danske landmænd er nogle af de mest effektive overhovedet til at producere kvalitetsfødevarer, med et minimum af ressourceforbrug, miljø- og klimapåvirkning. Bæredygtigheden er helt i top. Men det er vi ved at sætte over styr.
Det sker, fordi vi i dag har pålagt landbruget så mange regler og regulativer, at det er ved at kvæles, og i dag f.eks. har svært ved at lave en ordentlig kvalitet af mel, på grund af store begrænsninger i kvælstoftildelingen, og at man nu med udsigten til en fødevarekrise alligevel pålægges at udtage 4 % areal som dyrkningsfrit. Fordi man har lavet en politisk aftale for år tilbage.
Tilmed overvejer man at pålægge landmændene CO2-afgifter på fødevareproduktion, til trods for at der ikke findes et præcist mål for klimabelastningens omfang og ikke findes et oplagt alternativ til de metoder, landbruget bruger i dag.
Teori og ikke målinger skaber politikken
Forestil dig, at du fik en fartbøde for at køre i din bil. Ikke fordi politiet konkret har målt, at du kørte for stærkt, men fordi din bil potentielt kunne køre for stærkt. Det er det scenarie, landbruget i dag ser ind i med hensyn til klimabelastning.
At landbruget fanger enorme mængder CO2 på marken, ser man bort fra, fordi kunderne spiser produktet og laver det om til CO2 igen. At landbruget leverer råvaren til store mængder biogas, så der spares CO2-udledning, tilskrives energisektoren. Ikke landbruget. I stedet har nogle forskere lavet nogle forsøg og på den baggrund beregnet, at landbruget potentielt CO2-belaster så og så meget. Ikke på grund af konkrete målinger hos den enkelte landmand. Men på baggrund af generelle og teoretiske betragtninger. Og de løsninger, der findes til at begrænse problemerne, vil man ikke anerkende. I stedet vil man nu opkræve afgifter, der vil kvæle overskud og investeringsmuligheder i at blive endnu dygtigere. Det er jo tosset.
Gulerod fremfor pisk
Landbruget er det eneste erhverv, der i dag effektivt fanger CO2 i større stil, og potentialet til at øge produktionen af biobrændsler og lagre kulstof i jorden er enormt. Men hvis vi kvæler landmændene med CO2-afgifter, endnu strammere krav og umulige regler, så risikerer vi ikke bare at tabe milliarder i indtægter til vores land. Vi forpasser chancen for, at landbruget løser de mange CO2- og energi-problemer vi har, og vi risikerer, at de fødevarer, vi allerede synes er steget meget, vil stige endnu mere – ja, måske blive umulige at opdrive.
Vi bør begynde at behandle landbruget med mere respekt. Give det friere rammer til at løse de udfordringer, det udmærket forstår og arbejder på at løse. Bruge guleroden i stedet for pisken, og i det hele taget anerkende, at den danske landmand ikke er en klimaskurk, men en klimahelt, der sørger for, at vi kan spise os mætte tre gange om dagen, samtidig med at der er råd til velfærd og fornøjelser ved siden af.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i pressen, se eksempelvis udgaven på Kolding Netavis via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
