Af Bent Hovalt Bertelsen, medlem af Bæredygtigt Landbrug, Kastanievej 2, 5492 Vissenbjerg
”Det er helt utroligt, at den uafhængige Minkkommissions store og grundige arbejde ikke bliver vurderet af politikerne, men oversendes til en styrelse, der i hierarkiet rangerer lavere end de personer, hvis ansvar de skal vurdere”.
Siden juraprofessor Eva Smith, der er af socialdemokratisk slægt, sagde dette, er det yderligere kommet frem, at den Medarbejder og Kompetencestyrelse, som Eva Smith henviser til, har haft møder med de ministre, som de pågældende personer hører under. Det gør hele minkskandalen endnu større. Det er som om, den ikke vil stoppe. Ikke kan stoppes. Cover-up er fjerde del af skandalen.
Forargelse og opsigt
Mette Frederiksen vil nu diskutere, om det overhovedet er en skandale. Hun har ret. Det er ikke én skandale. Men fire – mindst. Jo, det er en skandale, en helt uhørt stor skandale i mindst fire dele indtil nu.
En skandale er en begivenhed eller en handling, som vækker forargelse eller ubehagelig og pinlig opsigt; det vil sige noget, som strider mod den sædvanlige moral eller retsopfattelse i et samfund. Med den definition er minksagen en skandale på alle måder.
Alt for drastisk
Regeringspartiet prøver at henholde sig til, at nedslagtningen af mink var nødvendig, for der var ikke styr på smitten. Og derfor var det ikke en skandale at udrydde et helt erhverv.
Selvfølgelig skulle der handling til. Men at gå så drastisk til værks ved også at forlange avlsdyrene slagtet og så så hurtigt, var at gå over skandalegrænsen. Det behøvede man ikke ifølge de eksperter, der udtalte sig. Hverken af hensyn til smitterisiko eller folkesundhed. Cluster 5-mutationen, der blev brugt som skræmmebillede, var jo uddød. Samtidig var de mutationer, der skete gennem minkene, en fordel for folkesundheden, ganske enkelt fordi den variant, der kom ud fra minkene, var mildere end den, der gik ind.
Selve beslutningen er første del af skandalen.
Anden del er udførslen. Det er også en kæmpe skandale, som jeg vil undlade at kommentere på her.
Dagsordenen var en helt anden
Tredje skandale er den efterfølgende behandling af minkavlerne. I mange andre lande fortsætter pelsdyrproduktionen – uden vi hører om smitteproblemer. Der er pelsdyravlere, som gerne vil begynde produktionen i Danmark igen. Her har langsommelighed og virkelighedsfjerne krav stillet sig i vejen for en foretagsom produktion.
Det vidner om, at dagsordenen var en helt anden end smitterisiko. Formålet står krystalklart her, efter at alle dyr er slået ned, og regeringen ikke evner at tillade minkavl igen. Formålet viser sig entydigt: At få standset et minkerhverv, der producerede det ypperste mulige i denne verden inden for mink!
Og det vidner om en svag statsminister, som ikke turde sidde støttepartiernes krav om udryddelse af minkerhvervet overhørig! Men skulle have et figenblad at dække sig under.
Der er samtidig pelsdyravlere, som venter på, at deres ejendomme kan blive vurderet, så de kan rive farmene ned og komme videre. Den sag udvikler sig så langsomt, at det også er en skandale. Nummer tre. Det piner de hårdt prøvede tidligere minkavlere hver eneste dag.
Ordren blev givet
Fjerde del af skandalen er cover-up-situationen, som Eva Smith kommenterede, og som også fødevareminister Rasmus Prehn er en del af: ”Myndighederne slog 0 mink ned i zone 3”, bedyrer han nu. Der kommer jo snart valg. Men at myndighederne ikke gjorde det rent fysisk, fratager dem jo ikke for ansvaret. Ordren blev givet, og Rigspolitiet ringede ud til minkavlerne døgnet rundt for at høre, hvor langt de var kommet med arbejdet. Kong Christian IV lagde vel heller ikke én eneste mursten til Runde Tårn – alligevel lærte vi i skolen, at han har bygget tårnet.
”Ikke at handle, som var alternativet, ville være en skandale”, siger minister Prehn. Nej, hr. Prehn. Alternativet var jo at handle overvejet, fagligt og lovligt. Det ville have klædt regeringen bare at kunne se, at det er et alternativ.
Og nu fortsætter cover-up-skandalen – ved at give ansvaret for udredningen til en underordnet styrelse uden at sende de overordnede hjem. Der er tale om en meget lemfældig omgang med Minkkommissionens konklusioner, og et tydeligt forsøg på at negligere denne kommission.
Hvis myndighederne går for voldsomt frem…
Anders Tegnell, Søren Brostrøms svenske modstykke, advarede i begyndelsen af epidemien ved at sige, at hvis myndighederne går for voldsomt frem, mister befolkningen tilliden til dem. Sådan er det gået i Danmark. Det er skandalen i en nøddeskal. Debatten om denne store skandale vil fortsætte til langt efter valget.
Kan man have tillid til myndigheder, der gør noget klart ulovligt? Jeg har ikke.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i landbrugspressen, du kan eksempelvis læse Effektivt Landbrugs onlineversion via linket HER).
