Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro. og faglig rådgiver, Bæredygtigt Landbrug
Den omsiggribende debat om arealanvendelsen i Danmark synes ofte mere velment end kvalificeret.
Der er velbegrundede ønsker om natur, skov, biodiversitet, vandarealer osv. som landskabselementer i Danmark, men de skal naturligvis afvejes mod ønskerne om at sikre en livsvigtig fødevareproduktion og samfundsøkonomi.
Den globale udledning skal minimeres
Når der argumenteres med et særligt dansk klimahensyn, er der imidlertid grund til at sige stop. Klimahensyn er noget, der kun kan håndteres globalt, og vi bør indse, at det ikke giver mening at tale om udledning af klimagas i specifikt Danmark. Lige så lidt som det giver mening at bedømme udledningerne på national basis. Det relevante begreb er, hvordan nødvendige varer kan fremstilles med mindst udledning. Hvad angår geografiske klimakrav, er klimaloven også ukvalificeret.
Concito citerer forskere korrekt om, at klimakrisen, tabet af biodiversitet, tabet af skov og problemet med udslip af kvælstof og fosfor til miljøet hænger sammen med den globale anvendelse af klodens arealer, og at overskridelse af ”de planetære grænser” på disse områder betyder risiko for dramatiske og permanente forandringer i det globale miljø og klima.
Men det giver ikke belæg for at konkludere, at der ”altså er behov for at ændre den måde, som vi anvender og forvalter vores arealer på”. Forskerne taler jo om ”den globale anvendelse af klodens arealer” – ikke om dansk arealanvendelse. Det er en fejltagelse at projicere ”de globale krav til anvendelse af klodens arealer” over på Danmark.
Optimal ressourceallokering
Danmark råder over noget af verdens bedste produktionsjord, som andre lande slikker sig om munden efter. Til gengæld kan disse andre lande let opfylde kravet om natur- og skovarealer. Der er behov for optimal ressourceallokering, hvor vi globalt opfylder helheden med det, vi hver især er bedst til.
Når det fremføres, at øget biodiversitet kræver mere plads til naturen, gælder det i global forstand. Derfor giver det bedst mening, at biodiversiteten øges uden for fødevaredyrkningen. Al dyrkning går jo netop ud på at begrænse biodiversiteten. God dyrkning giver høje udbytter, så der bliver mere plads til naturen.
At producere fødevarer på verdens bedste jord til formålet er at tage ansvar – det er nærmest en moralsk pligt. Det giver den mindste globale udledning og det bedste klima.
Selv om det lyder godt, giver det ikke mening at påstå, at ”Danmark skal nå målet om klimaneutralitet gennem nedbringelse af udledningerne fra arealanvendelsen”. For det første er der negativ udledning fra produktionsjord, idet CO2-optaget gennem fotosyntesen langt overstiger udledningen. For det andet er det som nævnt irrelevant at regne CO2-udledning i forhold til areal.
Udledning af klimagas skal ses i forhold til produktion
Det er uden for skiven at tale om klimaneutralitet i forbindelse med ”dansk arealanvendelse”. Det er nemlig meningsløst at inddrage territoriale størrelser, da klimaet udelukkende påvirkes globalt. Dvs. at hvert kg CO2-e, der udledes, har samme klimabelastning, uanset hvor i verden det sker (nation, landsdel eller kommune).
Når Concito efterlyser en vision, er det mest nærliggende og helt konkrete svar at reducere den økologiske produktion, der er stærkt arealforbrugende og klimafjendsk. Det er helt galt at yde politisk og økonomisk tilskyndelse til udvidelse af en problematisk produktionsform.
Hvis eksempelvis Danmark er i stand at producere en given fødevare med en særlig lav udledning, bør Danmark ud fra en klimamæssig betragtning øge produktionen for derved at fortrænge tilsvarende produktion med højere udledning uden for Danmark.
Alt andet, herunder klimalovens målsætning relateret til ”dansk grund” eller andre arealenheder, fører reelt til ”kreativ bogføring”. Det gælder også, selv om modellerne er udformet ved politiske beslutninger nationalt eller internationalt.
Med andre ord: Klimaoptimering af fødevareproduktion kan kun foretages ved at sætte fødevareproduktionen i forhold til den hermed forbundne udledning af CO2-e.
Hvis der forekommer politiske eller strategiske ønsker om at påvirke fødevareproduktionen, bør sådanne annonceres som politik, ikke som klimaindsats – og da slet ikke som videnskab.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i landbrugspressen, du kan eksempelvis læse Maskinbladets webversion via linket HER).
