Danmark får et nyt og landbrugsvenligt radioprogram

”Det Rigtige Danmarks radio” skal sendes fra på mandag på radioen 24syv, hvor der gives rigelig plads til Bæredygtigt Landbrug

Erik Høgh-Sørensen (foto MHøjer)

”Journalister og medier er koncentreret i København – og de giver derfor ikke altid et korrekt billede af, hvordan produktions-Danmark understøtter vores velfærdssamfund. Det skal der laves om på nu!”

Sådan lyder det fra journalist Erik Høgh-Sørensen, som er medvært på et nyt program på radiokanalen 24syv, til Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside.

Opgør med københavneri og regeltyranni

Programmet varer en time, sendes fire gange ugentligt og kaldes ”Det Rigtige Danmarks radio” – med en slet skjult henvisning til, at hovedstadsmedier ofte svigter deres ansvar, når det gælder om at beskrive almindelige danskeres liv i provinsen.

Ifølge Erik Høgh-Sørensen – som er et kendt ansigt i Bæredygtigt Landbrug for bl.a. sine læserbreve om landbrugs- og miljøforhold samt for sin deltagelse i adskillige af foreningens stormøder – har ”Det Rigtige Danmarks radio” til formål at gøre op med københavneri og regeltyranni, undertiden med brug af satire.

Flemming Fuglede deltager

”Det vil blive et åbenlyst landbrugsvenligt program, men ikke totalt ukritisk. Faktisk vil Bæredygtigt Landbrugs tidligere formand Flemming Fuglede Jørgensen være en slags fast ven af programmet og en tilbagevendende gæst. Dét borger jo allerede dér for både fakta og underholdning, som ikke bringes i københavnermedierne”, lyder det grinende fra Erik Høgh-Sørensen.

”Jeg kan også afsløre, at et af vores testprogrammer har omhandlet efterafgrøder og det regelcirkus, de fører med sig. Så det er et godt eksempel på, hvad programmet kan omhandle”, tilføjer han.

Premiere på mandag

Det nye radioprogram har premiere på 24syv førstkommende mandag kl. 12 og skal efter planen løbe langt ind i 2024.

“Det Rigtige Danmarks radio” kan høres på 24syv, på Facebook, eller hentes som podcast, når man ønsker.

Redaktør er Peter Marstal, som i en pressemeddelelse siger:

“Programmet præges af værternes insisterende indignation og uforudsigelige humor. Det her bliver stort og sjovt”.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top