Virkeligheden kalder

Bæredygtigt Landbrugs næstformand sætter ord på udviklingen indenfor økologien og prissætningen

Klaus Åge, økologisk planteavler

Af Niels Hauge Mikkelsen, økologisk og konventionel landmand, næstformand i Bæredygtigt Landbrug, Granlyvej 39, 5592 Ejby

Økologisektionens formand Hans Erik Jørgensen synes ikke, at det er en fair pris, når økologisk foderhvede og foderbyg koster tæt på 300 kr. pr hkg, når nu høsten har været så stor, og laderne er fulde.

Det rejser de principielle spørgsmål: Hvem og hvordan bestemmes prisen på korn?

Er økologisk korn virkelig for dyrt? Og hvorfor går det, som det gør?

Fair pris

Hertil lyder svaret: Jo, prisen ER fair, og burde måske endda stige lidt. I øjeblikket handler vi konventionelt foderhvede til ca. 200 kr., så med den almindelige udbytteforskel in mente er en økopris på 300 kr. helt på linje.

Prisen bestemmes jo af udbud og efterspørgsel. Udbuddet har Hans Erik Jørgensen selv været med til at sætte ned.

I 2021 var der en hed debat omkring nye gødningsregler, som betyder, at økologer må gøde med mindre konventionel gylle og dermed de facto også øge omkostningerne for planteavlere, som skal genkøbe dyrere gødningsløsninger. En økonomisk konsekvens, jeg beregnede til gennemsnitligt 2000 kr. pr. ha netto, og senere sekunderet af Patriotisk Selskab, som efter en stribe regnskabsanalyser konkluderende et tab på 1730 kr. ha. Disse omkostninger skal der gøres plads til, og med samtidig dårlig avl i bl.a. Frankrig, samt begrænset adgang til Ukraine, ja så lander vi hurtigt på den nævnte pris og højere.

DLG var heller ikke sen til at konkludere, at prisen nok ikke bliver synderligt lavere, og at prisen var nødvendig for at være attraktiv til at holde på avlerne.

Økologisk tilbagegang

Ser man på de kommende år, vil det økologiske areal være i tilbagegang.

Også det får stor betydning for prissætningen og skyldes flere faktorer.

Det økologiske areal med salgsafgrøder og frøgræs, fraregnet grovfoderarealer, kartofler, bær m.v. er nu på ca. 130.000 ha. Det er ikke et stort areal, og det trues af yderligere tilbagegang pga. 4%-braklægingskravet og tilbagerulning til konventionel drift, hvor mit løse gæt er 13.-15.000 ha. Samtidig er der risiko for udbyttetab pga. gødningsreduktion som resultat af de nye regler. Det vil presse produktionen.

I tilbagerulningen til konventionel drift skal man være opmærksom på, at det sker gradvist i takt med, at folks tilsagnsperioder udløber over de kommende år, og man igen er fritstillet.

Jeg kan nævne, at alene to store økologer, der tegner sig for små 2200 ha salgsafgrøder, allerede nu er begyndt en tilbagerulning pga. reglerne, og der kommer flere.

Det opdager man ikke i tide, når man som organisation arbejder på basis af tal fra Danmarks statistik i stedet for at åbne vinduet og snakke med folk derude i praktisk landbrug og grovvaresektoren.

Ta’ da ja-hatten på, Hans Erik 

Beskeden fra de økologiske organisationer med flere til os utilfredse planteavlere sidste år var klar: Lav jeres sædskifte om, mere ekstensivt, skab balance og find løsninger i stedet for at brokke jer.

Nu vender pilen. Tingene er gået, som jeg advarede om. Derfor vil jeg hermed bruge formandens egne ord og bede alle om at tage ja-hatten på, skab balance, og find løsninger – se realistisk på tingene, glem drømmescenarierne.

Sektoren som helhed skal tjene flere penge, det gør man ved at øge værdien eller sænke omkostningerne, ikke ved at det ene medlem skal sælge sine varer billigere til sin kollega.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Landbrugsavisen, du kan se avisens onlineudgave via linket HER).

Scroll to Top