Stiften har på det seneste fortalt om colibakterier i Aarhusbugten og heraf afledt badeforbud. Anne Mette Sørensen, Teknik & Miljø, Aarhus Kommune, har beroliget: Det drejer sig nok kun om afskyl fra befæstede områder, og så er der røget en hundelort med ved kraftigt regnvejr.
Historien giver anledning til refleksion over den overfladiskhed, som vi generelt i Danmark betragter ”overfladevand” med. Fuldt lovligt sender vores kommunale rensningsanlæg årligt op imod 40 milliarder liter urenset spildevand lukt ud i vandløb, fjorde, Aarhusbugten og havet. Det svarer til tømning af et tusinde tankbiler á 35 tons hvert døgn året igennem.
Og det er ikke overfladevand alt sammen. Ofte kommer colibakterierne i badevandet fra menneskelort – blandet op med bl.a. husholdningskemi og medicinrester. Kommunerne er generelt bagefter med rensningskapacitet. Ved skybrud er det derfor mange steder normen, at også human gylle føres uden om rensning.
Langt om længe er der sat offentligt og politisk søgelys på PFAS-skandalen, så den lader jeg ligge for at bruge pladsen på den alvorlige problemstilling, som Anne Mette Sørensen stort set forbigår:
Naturen er trafikkens skraldespand
Uanset om vi kører på benzin, diesel eller el, udgør trafikken et vandmiljø-problem. Hvert år sætter vi tre millioner ny dæk på vores biler. De gamle er efterladt på vejen – sammen med kræftfremkaldende tjærerester fra asfaltslibestøv. Årligt udlægges 3,5 millioner tons ny asfalt, heraf 175.000 tons klistret oliemasse. Dæk- og tjærerester efterlades i miljøet – med mindre, der sker opsamling i regnvandsbassiner. 2020-tal fra Vejdirektoratet viser, at 630 km. motorvej ud af i alt 1.243 km. samt 130 km. motortrafikvej ud af i alt 311 km. er forsynet med bassiner. Men det gælder kun i ”ringe grad” for 71.000 km. asfalterede kommuneveje og 2.226 km. hovedlandeveje. Her er naturen skraldespand.
Regnvandsbassiner langs veje skal i følge Vejdirektoratet ”rense og neddrosle vandet, inden det ledes ud i nærliggende recipient”, til en bæk, en å, en sø, en fjord, Aarhusbugten – eller når grundvandet. Systemerne langs statsvejene er designet af kommunerne. Ikke alle stoffer ”neddrosles”. Når det regner skomagerdrenge, fyldes bassinet, og vejvandet skyller durk igennem. Bassinerne har tæt bund, sandfang samt olieudskillerfunktion og er ”designet ud fra BAT, Best available Technology”. Bassinerne oprenses ”efter behov”, fortæller Vejdirektoratet, som også oplyser, at først i den situation, hvor en vejstrækning skal ombygges eller udvides, vil afvandingssystemet blive ændret ud fra en ny miljøtilladelse”.
Langs 74.000 km. asfaltvej er grøfterne og vandmiljøet derfor i dag skraldespand.
På skriftligt stillet spørgsmål oplyser direktoratet: For statsveje gælder, ”at regnvandet på næsten alle strækninger løber ud i rabatter og videre til grøfter, inden det ledes ud i nærliggende recipient”, og ”på vejstrækninger med grøfteafvanding nedsiver en del af vejvandet, og her bindes små forurenede partikler af olie, tungmetaller m.v. til jorden i de allerøverste centimeter.” Der udledes oliepartikler og tungmetaller, som ikke nedbrydes.
Mon Vejdirektoratet selv tror på, at de ”små partikler” fastholdes i de ”allerøverste centimeter”? Det stemmer ikke overens med erkendelsen af, at bund og sider i grøfterne langs vejene er forgiftede med bl.a. potentielt kræftfremkaldende tjærestoffer.
Symbolik og galimatias
En sjælden gang skrides der ind med symbolik: Jeg har kendskab til en mølledam på 1300 kvm med et vandindhold på cirka 2.000 kbm, som skulle have en 10-års rensning for ikke at dynde til. Analyser påviste slamindhold af ”uidentificerede olieprodukter i større mængde, end kvalitetskriterierne tillod, til skade for natur, miljø og mennesker.”
Vejdirektoratet har ingen grænseværdier for de nævnte gifte, sådan som det er tilfældet for pesticider. Her må der være en tiendedel milliontedel gram i en liter vand. Det betyder, at man skal drikke to liter vand om dagen i 80 år for at få et pesticidgiftindtag, der modsvarer nikotin og tjære i en halv cigaret. På 80 år! Og det får ingen, for i det meste vand er der ingen rester.
Mølledammens slam blev kørt i deponi. Sagen udløste en regning på 399.000 kroner. Årsag: Blot 10 års biltrafik på en kommunevej, hvis grøfter leder vand til bækken, der forsyner dammen, som tømmes et par gange om ugen, når mølleentusiaster kører med en museumskværn. Minimum 90 pct. af møllebækkens vand ledes uden om direkte i en sø, som tilføres vand fra snesevis af asfaltforurenede kilder. Ingen handling! En nærliggende 50 år gammel motorvej med 20 gange større trafik repræsenterer en rabatforurening, der er mindst tusinde gange større end giftindholdet i 10-års dyndet i mølledammen. Ingen handling!
Prioriteringen er galimatias.
Om opgravningsjord ved motorvejsudvidelser oplyser Vejdirektoratet, at den ”pr. definition er lettere forurenet” og lægges i depot: I bunden det mest giftige, ”en kerne af sediment fra regnvandsbassinerne”, og dernæst ”lettere forurenet rabatjod/vejjord afsluttet med et markeringsnet”. Øverst, i mindst én meters tykkelse, placeres en blanding af ren og lettere forurenet rabatjord, ikke ren jord. Det er ikke nødvendigt, da jordbjergene er etableret, ”hvor der ikke færdes mennesker” og i områder uden ”særlige drikkevandsinteresser”.
Hvis oliepartikler, tungmetaller og miniplast fra vejvand ”bindes til jorden i de allerøverste centimeter”, kunne opgravningen vel godt placeres over drikkevand!?
Københavnermodel
I 2005 viste flere års analyser, at 20 pct. af den fri overfladejord i Københavns og Frederiksberg kommuner havde for højt indhold af PAH’er, bl.a. det farlige tjærestof benzo(a)pyren. Det ville koste et milliardbeløb at løse problemet ved at køre den forgiftede jord til Kommunekemi. En politisk løsning var billigere: Hen over natten blev grænseværdien for tjærestoffer hævet fra 1,4 til 4,0 milligram pr. kg. jord og for benzo(a)pyren fra 0,1 til 0,3 milligram. Hvem har læst om det? 4,0 milligram er 40.000 gange mere end de 0,1 mikrogram pesticidrest, der må være i grundvand.
Indlægget har været bragt i Aarhus Stiftstidende. Det er skrevet af journalist og foredragsholder Jørgen Lund Christiansen, Skanderborg og er bragt her med hans godkendelse.
