Af Per Larsen, landbrugsordfører, Konservative
Der er ingen tvivl om, at statsminister Mette Frederiksen (S) deler vandene i vores ellers dejlige Danmark. Magtfuldkommen er et prædikat, der anvendes – underbygget med, at Mette Frederiksen fra første dag som statsminister centrerede magten i Statsministeriet.
Dels udpegede hun ministre, uanset at de hver især er søde og rare, men som kun havde ingen eller meget begrænset indsigt i deres nye fagområder. F.eks. en erhvervsminister uden skygge af erhvervserfaring. En fødevare- og fiskeriminister, som sikkert kunne være blevet en udmærket kulturminister, men som efter minkskandalen blev afløst af en transportmand, hvis erfaring med fødevarer – i store træk – begrænsede sig til brugen af kniv og gaffel.
Mette Frederiksens strategi var øjensynligt at samle magten om sig selv. Til det hentede hun så Barbara Bertelsen ind som departementschef i Statsministeriet, der med hård hånd har kunnet fjernstyre de øvrige ministerier. Mette Frederiksen, der ellers gik til valg på, at der skulle skæres ned i antallet af administrative ressourcer og konsulenter mv. i det offentlige, forlangte som noget af det første ekstra 30 millioner kroner årligt, så Statsministeriet kunne styrkes yderligere med 20 embedsmænd.
Udelukkede fagfolk
Jeg har som konservativ sundheds- og fødevareordfører været meget tæt på den fatale og aldeles ulovlige beslutning om at aflive alle landets mink, inkl. avlsdyrene, og deraf nedlæggelse af hele erhvervet, inkl. følgevirksomheder. Omkring 6.000 arbejdspladser gik tabt, og godt 1.100 familier fik deres levebrød, deres fag, deres identitet og deres liv smadret. Prisen er anslået til 19 milliarder kroner plus fremtidige mistede eksportindtægter.
Jeg fulgte med, fra de første mink blev smittet, og dyrene blev aflivet. Herefter ændrede myndighederne strategi, så dyrene ikke skulle aflives, men smitten skulle inddæmmes. Problemet var bare, at der ikke var tale om isolation af farmene, sådan som branchen selv havde foreslået. Regeringen valgte også bevidst at holde veterinære eksperter, typisk dyrlæger, ude af beslutningen om, hvad der skulle ske, og resultatet var fatalt. Farmene blev ikke hermetisk isoleret i de vel to uger, der var nødvendigt for, at alle mink kunne blive smittet og derved opnå immunitet. Resultatet var, at smitten spredte sig helt forventeligt.
Bad statsministeren om at stoppe
Jeg blev også ramt af noget, der mindede om chok, da Mette Frederiksen i bedste sendetid, onsdag den 4. november 2020, proklamerede, at alle landets mink skulle aflives – også avlsdyrene. For at sætte trumf på proklamerede statsministeren også, at Nordjylland skulle lukkes ned, så folk ikke kunne komme på arbejde, hvis de arbejdede i en anden kommune.
Den kommende søndag blev jeg ringet op af daværende fødevareminister Mogens Jensen (S), som ønskede, at vi konservative skulle hjælpe med at få vedtaget en hastelov, så de ulovlige beslutninger om dels aflivningen og dels udbetaling af tempobonus kunne blive lovlige. Det blev et klart nej, og vi bad også skriftligt Mette Frederiksen om at standse ulovlighederne. Desværre uden held. Politiet, Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Fødevarestyrelsen fortsatte deres umenneskelige behandlinger ved indtrængen på farmene, selvom Rigspolitiet vidste, at det var uden hjemmel i nogen lov. Ingen minister stoppede dem.
Vi ved jo nu fra Minkkommissionen, at de ulovlige beslutninger blev taget på et meget kort møde, som deltagerne kun svagt husker. Departementscheferne og ministrene blev ikke levnet tid til at læse det fremlagte skriftlige materiale. Der var ingen dagsorden, og der blev ikke skrevet referat af mødet. Lad mig her indskyde, at selv i en kommunalbestyrelse foregår alle beslutninger via dagsorden og referat, så man efterfølgende kan placere ansvaret, hvis der sker fejl. Beslutningen blev alene taget på baggrund af en risikovurdering foretaget af Kåre Mølbak, Statens Serum Institut. Ingen andre eksperter blev spurgt til råds, hverken Københavns Universitet, hvor klinisk professor Jens Lundgren, som råder over en stor stab af forskere, eller Lægemiddelstyrelsen blev konsulteret.
Regeringen holdt decideret laboratorieforsøgene hemmelige i flere dage. Da offentligheden og verdens forskere fik mulighed for at se laboratorieforsøgene, trak mange på smilebåndet med bemærkninger om, at corona jo muterer løbende i hele verden. SSI var i øvrigt selv i stand til at lave en vaccine mod den nævnte cluster fem-variant. Den 19. november konkluderede SSI i øvrigt, at nævnte cluster fem-variant formentlig var uddød, da den ikke var set i over syv uger.
Hvem har ansvaret?
Lad os antage, at Mette Frederiksen, som det konkluderes af Minkkommissionen, ikke vidste, at beslutningerne var uden lovhjemmel – og her skal vi lige huske, at kommissionen jo ikke har haft alt materiale, for sms’erne fra den pågældende periode var jo blevet slettet – hvem har så ansvaret for de ulovlige beslutninger?
Her er Minkkommissionen meget klar. Der står direkte: »Det er kommissionens vurdering, at departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar«.
Lignende ordlyd anvendes om ni andre topembedsmænd, ikke mindst Rigspolitichefen, som vidste, at der ikke var lovhjemmel til at presse minkavlerne til at aflive deres dyr, ifølge beretningen. Jeg finder det helt ufatteligt, at det ingen konsekvenser har, når landets statsminister ulovligt kommanderer politiet, Forsvaret, Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen ud for at tvinge landets minkavlerne til at opgive deres levebrød og livsværk fra den ene dag til den anden. Minkkommissionen slår fast, at den måde, minkavlerne blev konfronteret på med de ulovlige actionscards, gav avlerne det indtryk, at hvis de ikke fulgte ordren, var alternativet et indgreb fra myndighederne. Kommissionen finder det »særdeles kritisabelt« og i strid med sandhedspligten og legalitetsprincippet. Altså, at myndighederne skal tale sandt og agere inden for loven.
Men som tingene står, har vi hørt statsminister Mette Frederiksen sige, at hun har fuld tillid til myndighederne og de øverste embedsmænd. Minkkommissionen skriver ellers sort på hvidt, at der er grundlag for at drage de pågældende til ansvar. Man kan vel godt sige, at det står i skærende kontrast til FE- sagen, hvor chefer er hjemsendt, mens deres sager undersøges. I disse sager bygger sagerne på mistanke. Når det gælder regeringen, så rager Minkkommissionens beretning åbenbart Mette Frederiksen en høstblomst.
