Forfejlet kampagne mod biomasse

Chefredaktøren for Maskinbladet mener, at der mangler en dybere forståelse for, hvad biomasse betyder for CO2-regnskabet

Rasmus Dalsgaard Maskinbladet

Af Rasmus Dalsgaard, chefredaktør for Maskinbladet

Vi ser indimellem forsøg på at miskreditere brugen af biomasse som CO2-neutral energikilde.

Erasmus Montanus-logik er noget, som desværre ikke kun hørte hjemme på Ludvig Holbergs tid. Billedet på snæversynede og halvnaive akademiske fejlslutninger er eviggyldigt, og også nogle moderne akademikere forfalder til fejlslutninger, når deres argumentation går i selvsving.

Det ser vi blandt andet i CO2-debatten om landbrugets og skovbrugets rolle i klimadebatten. Her ligger der mange rent teoretiske vurderinger til grund for negative konklusioner, som ikke tager højde for, at vi har at gøre med biologiske processer, som dybest set er en del af en meget fin balance, og derfor ikke bidrager til ophobning af CO2 i atmosfæren, men blot indgår i et naturligt kredsløb.

Der er enorm forskel på fossile kulstofkilder, som hobes op i atmosfæren over tid, og CO2 fra biologiske processer, som netop er cirkulære processer og derfor ikke hobes op i atmosfæren over tid.

Når flere medier i løbet af sommeren – med ekspertopbakning – er gået til angreb på biomasses status som CO2-neutral energikilde, er det vigtigt at påpege, at det ikke er alle eksperter, der bakker op om, at biomasse – herunder dansk træ – er en klimasynder, og at Danmark derfor udleder langt mere CO2, end vores officielle klimaregnskab viser.

Det er, som om forskerne tænker på træer som noget, der fjernes fra skove og kun i bedste fald erstattes med nye træer i forholdet én til én.

Og i sådan en tænkt verden, hvor et stort, gammelt træ erstattes af en lille, spæd plante, kan man selvfølgelig opstille et regnestykke, hvor der i en periode savnes CO2-binding.

Men der er flere forhold, som forskerne glemmer at tage højde for.

For det første glemmer de, at alternativet til at fælde og benytte skovens træer er, at hugstmodne træer under alle omstændigheder skal lade livet på et tidspunkt, og i skovbunden resulterer forrådnelsesprocessen i frigivelse af CO2. Nøjagtigt, som når træet brændes, men forbrændingsprocessen bidrager med energi, som alternativt skulle skaffes på anden vis.

Og virkeligheden er endnu mere nuanceret.

Når et hugstmodent træ fældes, bruges træet normalt til byggeri, møbler eller lignende, hvor træets CO2-indhold lagres. Ofte er det således kun affaldstræet, der brændes – altså ikke hele træet. Alene af den grund er forskernes sammenstilling af gamle og nye træer i forholdet én til én ikke retvisende.

De glemmer også, at skovning ikke altid sker som såkaldt renafdrift, hvor samtlige træer på et areal fældes og erstattes af nye, spæde træer. Den type skovning er typisk sidste stadium i en cyklus, hvor et skovareal over tid er blevet udtyndet flere gange i årenes løb for at give tilstrækkelig plads til de tilbageværende træer, der dermed får plads til at vokse mere, end hvis de er omgivet af alt for mange træer og i virkeligheden ville komme til at hæmme hinandens vækst – og CO2-optag.

Man kan reelt sige, at dygtigt udført skovhugst optimerer CO2-optag og lagring.

Indlægget er en leder fra Maskinbladet, og den version kan læses HER.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Scroll til toppen
Please accept [renew_consent]%cookie_types[/renew_consent] cookies to watch this video.