Fire år for at få en vandingstilladelse

Regeltyrani og langsommelig sagsbehandling kvæler gode initiativer i dansk landbrug, mener Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen

vandboring_559x224

“Det er hovedrystende, stærkt kritisabelt og fuldstændig utilfredsstillende, at vi nu ser, at det vil tage 4 år, at få behandlet en ansøgning om markvanding og give landmanden besked”, siger Venstres Landbrugsordfører Erling Bonnesen på baggrund af en absurd sag i Aalborg Kommune.

Det drejer sig om rullegræsproducenten Kim Skytte Larsen, der har haft stor succes og ønsker at lave sin egen vandboring. Den søgte han om at lave i december 2021, men fik i juli 2022 et svar om, at hans ansøgning først ville blive behandlet i 2026. Der var 120 foran ham i køen.

Det har fået Erling Bonnesen til at reagere.

“Der skal turbo på sagsbehandlingen på landbrugsområdet. Regeltyrani og langsommelig sagsbehandling kvæler gode initiativer i dansk landbrug”, mener han.

Han ser det ikke som et enkeltstående tilfælde og peger på, at det har trukket ud med statens sagsbehandling, for eksempel med behandlingen af minivådområder mv.

“Med så lange sagsbehandlingstider bliver gode projekter bremset så kraftigt, at de risikerer slet ikke at blive til noget, og det er ødelæggende for udviklingen af landbrugserhvervet”, forklarer han og fortsætter:

“Det vil jeg nu sætte fokus på, så vi kan få gjort noget ved det. Jeg har nu i første omgang stillet nedenstående spørgsmål til fødevareministeren og bedt ham redegøre for problemstillingen og give svar på, hvad han vil gøre ved det”.

Han mener, at det er vigtigt at få skabt et grundlag for at få nedbragt sagsbehandlingstiderne og få nogle hurtigere godkendelser igennem til gode projekter.

Du kan læse mere om sagen i Nordjyske HER (kræver abonnement)

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top