Braklægningsdispensation afslået – produktionen begrænses dermed

Det er nu klart, at danske landmænd ikke får dispensation fra det nye braklægningskrav på 4%. De røde partier vil ikke være med. Bestyrelsesmedlem af BL kalder beslutningen forfejlet og respektløs

peter-bohsen-jensen

”Danske landmænd skal yde det de kan. Det er vi parat til. Fødevareproduktionen skal ikke begrænses i en verden, der sulter. Vi forlanger jo heller ikke af Kevin Magnussen i Formel 1, at han ikke må udnytte alle gear i bilen. Hvorfor skal vi begrænses, uden det giver mening hverken for natur eller biodiversitet. Det er uartigt over for de svageste, at vi ikke må producere, det vi kan.”, siger Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug.  

Peter Bohsen reagerer på, at de røde partier nu vil begrænse fødevareproduktionen igen og fratage landmanden hans faglige driftslederansvar.

4 procents kravet 

Danmark kunne have stoppet det 4% braklægningskrav, der kommer fra EU. Det er det de røde partier ikke vil være med til. Derfor skal danske landmænd braklægge mindst 4% af det støtteberettigede areal i år. De 4 % skal bestå af uproduktivt areal til gavn for biodiversiteten.  

Det er de nye GLM krav der er i spil. Dem skal landmanden leve op til for at kunne modtage EU-støtte. 

Under uproduktiv jord tæller blandet andet braklagte marker, markbræmmer, småbiotoper, markkrat, GLM-søer og områder, hvor fortidsminder beskyttes. 

Al type brak kommer til at tælle for lige meget. Der er altså ikke nogen forskel på, om man lægger ud til bestøverbrak, bræmmer eller anden type uproduktivt areal. Danmark kunne have undladt denne regel. Det sker ikke. 

Respektløst 

”Det er helt forkasteligt og fuldstændig respektløst både overfor den danske befolkning og verdens sultne, at politikerne ikke i denne tid, hvor verden mangler fødevarer, vil give landmanden lov til at producere, det han kan”, siger Peter Bohsen og sammenligner den tvungne brak med bræmmerne, der også ville fratage landmanden hans ejendomsret, hans jord og hans dyrkningsret – uden det får betydning for naturen.  

Også Venstres Erling Bonnesen er skuffet over, at braklægningen nu står ved magt.

Af Anne-Marie Glistrup,  amg@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top