Sjusk og dovenskab belønnes

Læs ikke jeres papirer, og I vil undgå at blive stillet til ansvar, er desværre læren af venstrefløjens afvisning af en advokatundersøgelse om minksagen

kloppe

Af Jens Kloppenborg (V), folketingskandidat i Østjyllands Storkreds

Fredag var vi vidne til det mest tåkrummende pressemøde set længe, hvor en regering, der har trådt vort retssamfund under fode, på ingen måder kan se ind ad.

Vi har at gøre med en regering og statsminister, som ikke ejer tvivlens nådegave, eller nogen skam over at bryde ministeransvarlighedsloven og vort lands grundlov.

At der har foregået ulovligheder er hævet over enhver tvivl. At statsminister Mette Frederiksen burde være vidende om dette, burde også være åbenlyst. Spørgsmålet i dag er så, om man kan forvente, at vores højtbetroede ministre læser deres papirer og lytter til råd fra de af deres embedsmænd, som tillader sig at hejse et flag og advare mod den politiske kurs. Embedsmænd, der nu i fluers mængde skal kastes ind under bussen.

Minkkommissionen har ikke haft til opgave at vurdere, hvorvidt statsministeren har begået ulovligheder, der kan bringe hende for en rigsret. Derfor har vi kun nu en advokatundersøgelse tilbage, der kan kaste lys over det største grundlovsbrud i Danmark begået i fredstid.

SF og Enhedslisten tog ikke mange minutter om at læse den over 1.000 sider lange beretning. De mener ikke, at en advokat nu skal kaste dette lys over statsministerens grundlovsbrud, og freder dermed Mette Frederiksen.

Derefter gik de radikale i ”tænkeboks” og stod derfor med nøglen til, om det kun er 9-10 embedsmænd, som skal tage skraldet for regeringens ulovligheder, eller om statsminister Mette Frederiksen skal stå til regnskab for sine gerninger. De radikale besluttede sig for igen at følge Mette Frederiksen ud ad denne blinde vej, og det er desværre et signal til ministre og borgmestre om, at de fremover blot skal være dovne og sjuskede. Læs ikke jeres papirer, og I vil undgå et blive stillet til ansvar. Det er et samfund, vi ikke kan være tjent med.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i bl.a. Randers Amtsavis, du kan læse avisens webudgave via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top