Nu drages EU ind i minksagen

Konservativ politiker prøver at få kommission og potentielt domstol til at forholde sig til de manglende konsekvenser af Minkkommissionens beretning

minkgaard-high-res

Det eneste danske konservative medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, vil nu have EU’s ledelse til at granske minksagen nærmere.

Hun sender således en direkte appel til EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen med en opfordring om at forholde sig til skandalen, så den kan blive ordentligt undersøgt.

”Et flertal i Folketinget har fredet Mette Frederiksen, hvilket risikerer at blive et punktum for det, der bør have langt flere konsekvenser. EU har ikke forholdt sig nærmere til Minkkommissionens beretning, og derfor vil jeg gerne opfordre dem til det”, siger Pernille Weiss.

Den konservative politiker er bekymret over de danske myndigheders og folkevalgtes manglende handlinger ovenpå minkgate og ikke mindst den omtalte beretning forleden. Undersøgelsen bekræftede nemlig, at statsminister Mette Frederiksen har truffet ulovlige beslutninger i forbindelse med masseaflivningen af mink, men at Folketinget alligevel ikke har ønsket en advokatvurdering af mulig grov uagtsomhed.

”Det handler om overholdelse af retsprincipper”, lyder det fra Pernille Weiss, som ønsker en EU-vurdering af, om Danmark har behandlet sagen inden for skiven.

Ifølge en ekspert kan minksagen nu ende med at blive taget op ved EU-Domstolen.

Du kan læse Avisen Danmarks og Berlingskes artikler om emnet via links HER og HER. Maskinbladet beskriver desuden sagen HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top