Minkskandalen slår dybe revner i retsstaten

Analyse: Politik og jura er lige nu blandet sammen på en meget uskøn og farlig måde

logo-softshelltoej-logo-bl-3

Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug

Minkskandalen er gentagne gange forsøgt lagt i graven, men minkene genopstår igen-og-igen – og med rette. Regeringen og støttepartierne indrammer skandalen i en politisk kontekst (fordi så kan de styre det), men minkskandalen angår vores demokratiske styreform.

1. Statsministeriet på opfedning

Statsministeren har fra dag nr. 1 haft for øje at fjerne embedsmændenes magt. Magten skulle ind til den, der er ansvarlig, dvs. Mette Frederiksen selv. Statsministeriets opfedning betød allerede inden coronas indtog, at der foregik micro-management af statsapparatet, hvor fagministerierne nærmest blot var udøvende for, hvad statsministeren og regeringens koordinationsudvalg besluttede.

Det er et markant kulturskifte, og hvis det er realiteterne, så indretter embedsmændene sig også derefter. De forskellige topembedsmænd i fagministerierne (og politiet) indretter sig ret hurtigt herpå og er så i en rolle, hvor de i hovedsagen giver input til Statsministeriet, venter på at blive spurgt – og så i øvrigt retter ind, når opgaverne skal udføres. Jeg skal ikke sige, om de stopper med at tænke selv, men man stopper med at føle sig ansvarlig – for det er jo statsministeren, der pludselig er ansvarlig.

2. Corona og reaktionerne på minkudryddelsen

Da corona bryder ud, afgiver Folketinget magt i en grad, der ikke er set siden Anden Verdenskrig, og Statsministeriet er jo i den grad gearet til at foretage handlinger – ikke nødvendigvis sagligt, men de er gearet til handling.

Kulminationen på handlingerne er minkskandalen, hvor kommunikationen var, at hvis ikke vi slagter minkene (alle mink, inklusive avlsdyr), så må vi nok forstå, at Cluster-5 (mutationen) kan skabe et nyt Wuhan i Danmark.

I de første dage efter var vi alle paralyserede. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre, fordi vi alle troede, at der var noget, regeringen ikke fortalte os. Vi troede oprigtigt, at der var fundet en mutation, der virkelig var giftig – ellers gav handlingerne ikke mening. Men der kom ikke rigtig nye oplysninger frem. Hele indgrebet stod stadig og hvilede på Cluster-5. Efter nogle dage var jeg kraftig fortaler for, at vi måtte reagere ved at stå hårdt imod og føre en kampagne om som minimum at redde avlsdyrene. Jeg kendte risikoen, fordi hvis regeringen havde konkrete oplysninger om noget konkret virkelig farligt, så ville vi blive jordet. Omvendt var jeg af den opfattelse, at hvis regeringen havde oplysninger, så måtte vi ændre handlinger og strategi, hvis disse oplysninger kom for den dag.

Man kan sige, at vi ”satsede”, men i virkeligheden forholdt vi os til det, vi vidste, nemlig at reaktionen kom på baggrund af en ret sædvanlig mutation (Cluster-5) – og vi derfor mente, at ordren om minkdrab slet ikke var proportional. Man kunne inddæmme mink-bedrifterne, så medarbejderne blev der, man kunne redde avlsdyrene – man kunne gøre en hel masse ting, så det mest indgribende ikke var nødvendigt.

Det sagde vi allerede i de dage, da det skete. Vi skød en hurtig kampagne af, der redegjorde for vores synspunkter – dette imødekommer således også modstandernes synspunkt om, at vi laver kontrafaktisk historieskrivning. Det gør vi ikke. Vi meldte det faktisk ud i de dage, hvor det skete.

Cluster-5 var en mutation som alle mulige andre. Den var ikke særlig farlig i sig selv. Vi havde tal, der viste, at Cluster-5 fik smittetrykket op og derefter faldt igen. Det ville statsministeren også have vidst, om hun havde konsulteret sine fagministerier.

Det var altså ikke det nye Wuhan – og det burde statsministeren havde vidst, fordi tallene var tilgængelige. Den 12. november 2020, altså syv dage efter mink-massakren, udgav European Centre for Disease Prevention and Control, en rapport om risikoen for smitte i forhold til mink:

https://www.ecdc.europa.eu/sites/default/files/documents/RRA-SARS-CoV-2-in-mink-12-nov-2020.pdf

Konklusionen var, at Cluster-5 ikke adskiller sig fra andre SARS-CoV-2-stammer. Det mest interessante er, at det af rapportens side 13 fremgår, at Kåre Mølbak fra Danmark er konsulteret. Det hænger jo helt indlysende ikke sammen, fordi vi få øjeblikke forinden havde hørt, at Danmark kunne udvikle sig til det nye Wuhan.

I værste fald er der tale om fortielser, løgne og indpakkede sandheder. I bedste fald er der tale om, at Statsministeriet har haft en stor motor, der er oppe i omdrejninger – og så er det jo svært ikke bare at trykke på speederen – Statsministeriet har strukturelt sikret sig, at faglige sandheder lægges ud i den blinde vinkel.

3. Minkkommissionen

Det er efter min klare opfattelse det sidste, der er sket. Statsministeren har udarbejdet en procedure, der sikrer høj effektivitet, men lav faglig og juridisk sikkerhed. Det giver handling og gang i gaden, men så er det jo også statsministeren (selv), der er ansvarlig. Det kan ikke være anderledes.

Vi kender selvfølgelig resten af historien om, at der er tre forslag til det berømte KO-møde i regeringen, og statsministeren i situationen vælger en fjerde vej – nemlig den totale udryddelse. Alle mink skal væk.

Nu har minkkommissionen talt, og den opfordrer bl.a. til retlige skridt mod nogle embedsmænd og diverse voldsomme irettesættelser mod andre. Kommissionen har haft fokus på myndighedernes ageren i sagen. Det kan heller ikke bevises, at statsministeren vidste, at der ikke var lovhjemmel til minkmassakren. Hun virker dog heller ikke synderligt interesseret. Mette Frederiksen udtaler efterfølgende […]Beslutningen er i mine øjne ikke forkert[…]” (Go’ Aften Danmark på TV2, 12. november 2020). Ulovlighederne fortsætter jo i øvrigt efter kendskab til den manglende lovhjemmel.

Ja, og så er der alle de slettede sms’er, der under en normal retssag ville volde statsministeren vanskeligheder.

4. Retsstaten er under pres

Mette Frederiksen hyldes for sin corona-håndtering, fordi vi har klaret det bedre end andre lande. Men undskyld mig. Den tak kan vi i hovedsagen rette til den danske befolkning, fordi vi er et rigt land, vi er veluddannede – og vi har en struktur, der gjorde, at vi kunne opretholde en produktion i landet, samtidig med at vi kunne begrænse smittespredningen. Det er ikke statsministerens skyld. Det er samfundets skyld.

Der er samtidig en bagside af medaljen, og den kommer jo langsomt frem. De unge er mere deprimerede, end de burde være. Mange livsvigtige operationer, kræftbehandling, m.v., var under pres. Det er let at føre krig mod én fjende, men som samfund har vi jo mange opgaver, der skal løses (samtidig).

Folketinget afgav jo også kompetence til statsministeren i troen på, at hun kunne holde sig indenfor mandatet. Det viste sig, at det kunne hun ikke. Og minkkommissionen understreger jo, at retsstatens principper, herunder kravet om hjemmel, er særligt vigtige i de pressede situationer som f.eks. corona.

5. Det er jura – ikke politik

Denne sag er ikke et politisk spørgsmål. Det er et juridisk spørgsmål. Når de radikale kræver valg, er der jo ikke sammenhæng i handling og konsekvens. Poul Schlüter gjorde det rigtige – han trak sig. Han understregede, at han var uenig i Tamil-sagens konklusioner, men sagde samtidig, at med en sådan kritik var han ikke den rette person til at sidde som statsminister.

Det var et klogt valg for Danmark, fordi ingen person bør overskygge landets interesser. Samme konklusion kunne Mette Frederiksen nå frem til. Hvis Mette Frederiksen trak sig, var sagen løst. Ved at blive, går der politik i skidtet – og det gør der, fordi vi i Danmark ikke har en forfatningsdomstol. Det har man i Tyskland, men altså ikke i Danmark.

Det stiller derfor helt særlige krav til statsministeren, når der opstår sager, der trækker tråde tilbage til Statsministeriet eller statsministeren. Når konsekvensen ikke drages, så forrykker balancen sig jo pludselig voldsomt mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Problemet er, at Folketinget pludselig skal agere domstol over statsministeren (der jo i virkeligheden er øverste person i den udøvende magt) – og den dømmende magt slet ikke kan røre statsministeren.

Det er ikke en forfatningskrise, fordi forfatningen ikke er sat ud af kraft, men vores grundlov står svagt. Det er kritisk, at Folketinget skal agere dømmende magt – det kan politikerne jo ikke styre. De er alt for optaget af politik, altså af at gennemføre det, de har inde i deres hoveder – og smålige hensyn til vores fælles juridiske fundament, dvs. retsstaten, nok ikke er det vigtigste.

Politikerne skal selvfølgelig lave politik, men de skal holdes i skak af den udøvende magt (de skal særligt sikre hjemmel) og den dømmende magt, der skal sikre, at lovene overholdes og fortolkes lovligt og rigtigt i de konkrete sager.

6. Der er gået politik i retsstaten

Det er farligt for vores forfatning, magtens tredeling og demokratiet, når ansvarlige ministre ikke stilles til ansvar. Som regel trækker ministrene sig, når de skiller vandene for meget. Det sker af respekt for vores grundlov. Selv Schlüter trak sig. Når de trækker sig, er sagen som udgangspunkt lukket.

Hvis vi ser gennem tiderne, er det jo små ting, der har væltet ministre – og det gør det jo ekstra iøjnefaldende, at en kæmpe sag så som minkdrab i milliardklassen, og med involverede topembedsmænd i Statsministeriet og politiet, ikke skal have konsekvenser.

Al logik og fornuft taler for, at Mette Frederiksen burde trække sig som statsminister, fordi hendes person deler danskerne voldsomt – og det jo ikke er noget godt grundlag at være statsminister på. Og jeg forstår ikke, at Folketingets partier ikke er mere skarpe på, hvor grænsen går. For lige nu er politik og jura blandet sammen på en meget uskøn og farlig måde.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Scroll til toppen
Please accept [renew_consent]%cookie_types[/renew_consent] cookies to watch this video.