Magten frikender sig selv

Retfærdigheden i minksagen skal ske fyldest, fordi det er tilliden til vores folkestyre, der står på spil – lyder det fra landbrugsordfører

seier

Af Peter Seier Christensen, landbrugsordfører, Nye Borgerlige

Det er bizart. Der er ikke et bedre ord til at beskrive det.

Torsdag i sidste uge fremlagde minkkommissionens formand, landsdommer Michael Kistrup, sin rapport. Det var en sønderlemmende kritik af både regeringen og statsministeren.

Det eneste rigtige at gøre for Mette Frederiksen ville have været at bøje nakken, gå af som statsminister og undskylde over for danskerne.

Det skete ikke – tværtimod.

Fredag opførte Mette Frederiksen et absurd teaterstykke af et pressemøde, hvor hun frikendte sig selv.

Enhedslisten og SF fulgte lydigt i samme spor og lovede at frede statsministeren. Der skulle ikke ske mere i den sag.

I weekenden besluttede Radikale Venstre sig for det samme. Statsministeren vil de ikke stille til ansvar. De vil bare have nogle ministerbiler at køre rundt i og en større del af magtkagen. Rene ord for pengene, men bizart ud over alle grænser.

Mandag enedes Mette Frederiksen så med sine støttepartier om, at hun skal have en ’næse’. Altså en bebrejdelse og et ’FY-skamme’ – ikke mere end det.

Næste akt i det absurde teaterstykke

Tirsdag mødtes vi så i granskningsudvalget, hvor jeg repræsenterer Nye Borgerlige, for at fuldføre næste akt i det absurde teaterstykke:

Socialdemokratiet sammen med venstrefløjen og Radikale Venstre frifinder den samlede regering for at handle i strid med loven, fortsætte med lovbruddet efter det er blevet afsløret, dække over forløbet ved at slette SMS’er og tørre det hele af på en flok lavere rangerende embedsmænd.

Magten – personificeret i Mette Frederiksen og de røde partiledere – ofrer i dag den dyrebare tillid, som vi som danskere har til vores demokrati og folkestyre.

Den politiske frikendelse af sig selv, som Mette Frederiksen har presset igennem overfor de røde partier, vil trække dybe grimme spor efter sig og svække vores tillid til politikerne og hele det demokratiske fundament.

Det er hamrende alvorligt, det her.

Vi giver ikke op

Derfor er det afgørende vigtigt, at vi ikke giver op og trækker på skuldrene. Der står alt for meget på spil.

Mette Frederiksen skal ikke stilles til ansvar, blot fordi hun er en socialdemokrat, som vi gerne vil have ned med nakken.

Retfærdigheden skal ske fyldest, fordi det er tilliden til vores folkestyre, der står på spil.

Allerede sidste torsdag tog vi i Nye Borgerlige derfor initiativ til, at uvildige advokater kommer til at vurdere, om der kan rejses en rigsretssag mod Mette Frederiksen.

Hvis der kan rejses en rigsretssag, skal der rejses en rigsretssag.

Danskerne støtter massivt

Siden da er det strømmet ind med støtte til initiativet. Helt almindelige danskere har betalt små og større beløb, så vi kan få gennemført en uvildig advokatvurdering. I skrivende stund er vi tæt på at runde 600.000 kr.

Det er en helt fantastisk opbakning, og tusind tak til hver især for at være med. Du kan se mere om initiativet på hjemmesiden HER.

Vi er i øjeblikket i dialog med udvalgte advokater om at påtage sig opgaven. Det er utroligt vigtigt for os, at det bliver advokater, som er så stærkt fagligt funderede på dette område, at ingen vil rejse tvivl om sagligheden i vurderingen.

Derfor kommer vi også til at give det den tid, det tager. Arbejdet skal gøres grundigt.

Der kan ske det, at advokaterne når frem til, at der ikke kan føres en sag. Det vil være den tørre jura, der taler, og det må vi så acceptere.

Men det skal under alle omstændigheder undersøges og forsøges. Vi kan ikke se os selv i øjnene, hvis vi bare lader som ingenting og tillader, at Mette Frederiksen får lov til at frikende sig selv med opbakning fra en lydig venstrefløj og Radikale Venstre, der blot bruger sagen til at rage mere magt til sig.

Folkestyret er værd at kæmpe for.

(Indlægget har også været bragt som blog på partiet Nye Borgerliges hjemmeside, dén version kan du se via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top