Klimacertifikater kan være en del af kampen mod CO2-afgift

Bæredygtigt Landbrugs formand er ikke bange for at skilte med sin bedrifts klimavenlighed, om ikke andet for at bekæmpe den truende afgift…

landskab-hvede-juli-16-1

Det er vigtigt for dansk landbrug og den danske landmand at vise omverdenen, hvor klimavenlig man er. Ikke mindst med tanke på den truende CO2-afgift, der risikerer at tage livet af store dele af dansk landbrug.

Sådan lyder det fra formanden for Bæredygtigt Landbrug, Peter Kiær, som nu træder ind på markedet for klimakreditter. Han er – fortæller han i et interview i Maskinbladet – ved at få certificeret sine omkring 400 hektar på Midtsjælland.

”Klimadagsordenen er på kogepunktet nu, og jeg har ændret en del i marken. Jeg er ved at skifte til reduceret jordbehandling, mindre brændstof og andet sædskifte. Det giver en værdi i certifikater. Så der er lidt økonomi i det, men det vigtigste er ikke pengene. Det er at vise, at jeg driver et bæredygtigt landbrug”, siger han.

Den umiddelbare gevinst er ikke det vigtigste

Et klimacertifikat er noget, landmænd, der gør noget ekstra for at binde CO2 i jorden, kan få. CO2-gevinsten kan så sælges som en klimakredit, eksempelvis til virksomheder, der vil kompensere for deres egen udledning.

For Peter Kiær er den potentielle økonomiske gevinst dog ikke det afgørende.

”Jeg har endnu ikke taget stilling til, om jeg sælger. Men det vigtigste for mig er, at jeg kan bevise, at jeg gør en forskel. Det vigtigste er, at jeg kan være med til at vise, at landbruget ikke er så skidt endda. Langt de fleste landbrug er allerede langt i arbejdet med at binde kulstof. Det er bare ikke noget, de viser frem. Det gælder især over for befolkningen og politikere, der siger, at dansk landbrug sviner. Her er det vigtigt at vise, at vi har haft en rivende udvikling. Vi har reduceret væsentligt siden 1990. Jeg er helt sikker på, at vi kan komme i mål i forhold til den politiske aftale. Et klimacertifikat kan være med til at bevise over for folk, at dansk landbrug er verdens bedste”, siger han.

En klimaafgift giver bagslag

Peter Kiær mener også, at hans klimacertifikat kan bruges i debatten om en eventuel CO2-afgift på landbruget.

”Jeg mener, det er vigtigt at vise frem. Det er i høj grad befolkningen og politikerne, der skal se det. Vi skal vise, at der altså er en forskel på landbruget for 30 år siden og i dag. Og vi har intentionen om at fortsætte med at udvikle os bæredygtigt. Men hvis man lægger klimaafgifter på biologiske processer, kan vi ikke fortsætte med den udvikling, da der ikke vil være økonomi til, at vi investerer i grønne løsninger. Så det er i høj grad også et indspark i debatten om klimaafgift. Jeg er med på, at vi skal reducere udledningen. Men en klimaafgift giver helt sikkert bagslag. Der vil blive protesteret højlydt, og jeg frygter det værste. Når først det rigtigt går op for landmænd i Danmark, hvad der sker, så kommer der nok protester. Ikke som i Holland, men vi har vores egne metoder”, siger han.

Du kan se hele Maskinbladets interview med Peter Kiær i artiklen HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top