Dyre lærepenge

Økonomi er en forudsætning for ethvert indkøb – har det nye røde og økologi-belærende flertal i Frederiksberg Kommune nu også lært

Jakob Lund-Larsen

Af Jacob Lund-Larsen, chefredaktør for Effektivt Landbrug

Hvis man som helt almindelig, udefrakommende dansk lønmodtagerfamilie triller en tur med sin indkøbsvogn gennem et supermarked i Hellerup, på Østerbro eller Frederiksberg, ville der med næsten garanti blive kigget skævt og med lidt rynket næse til indhold og indkøbere.

For helt almindelige mennesker har ikke nødvendigvis råd til at fylde indkøbsvognen med økologisk yoghurt til 28 kroner pr. liter. Eller 500 gram økologiske blåbær til 89 kroner.

Resultatet af et kommunalvalg…

På de dyre adresser i Danmark er der status og signalværdi i at købe økologisk. Der er nok andre, som mere må skele til husholdningsbudgettet og købe ind efter økonomisk formåen. Heldigvis lever vi i et nogenlunde frit samfund, så man må selvfølgelig handle, som man vil. Og stemme som man vil.

Det har de gjort på Frederiksberg, hvor en selvudråbt grøn kommunal koalition bestående af Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre vil være grønnere end stort set resten af verden. Så i daginstitutionerne skal 75 procent af kosten være økologisk. Nogen videnskabelig sundhedsmæssig dokumentation bag kravet findes ikke. Det føles måske bare rigtigt.

Men en ny virkelighed har også ramt i Frederiksberg Kommune. Kommunekassen fattes penge. Og der er ganske enkelt ikke længere råd til 75 procent økologisk kost, hvis børnene skal have kalorier nok. Så selv på Frederiksberg må man sætte tæring efter næring, må også Enhedslistens børneudvalgsformand i kommunen erkende. Så nu dikterer ussel mammon politikken i den røde kommune.

Betryggende udvikling

Derfor kan børnene på Frederiksberg få det antal kalorier, aktive børn har brug for. Frem for at skulle opfylde politiske forældres økologiske ambitioner. Det er i grunden betryggende at vide. Om politikerne rent faktisk lærer noget af denne nye virkelighed, hvor galoperende priser på ikke mindst økologi sætter sine naturlige begrænsninger, vides ikke. Det kan også være, de bare sætter skatten op. Det er før set.

I dansk landbrug har man i årtier være vant til urealistiske politikere, som har trukket det ene milliarddyre miljøkrav efter det andet ned over erhvervet. Og landmænd i hobetal er blevet forgældet for at kunne opfylde kravene. Landbruget er endda efterfølgende blevet kritiseret for at gældsætte sig af politikerne. Det er mageløst.

Den økonomiske virkelighed

Nu rammer altså også en vis form for økonomisk virkelighed dybt ind i hovedstadsområdet.

Gid det må blive en lærestreg for politikerne om, at økonomi er en forudsætning for ethvert indkøb. Selvom man måske kan have sin tvivl.

(Indlægget har også været bragt som leder i Effektivt Landbrug, du kan se avisens onlineudgave via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top