Af Jens Lund Pedersen, faglig konsulent, Bæredygtigt Landbrug, Skovvejen 65, 6640 Lunderskov
Den danske regulering af landbrugets kvælstofanvendelse har kostet så mange milliarder kr., at selskabstømmersagerne blegner. Og det mest positive man kan sige om reguleringen, er, at indsatsen i bedste fald har haft minimal effekt på kvælstofudledningen de seneste 20 år.
Det startede godt i 1987 med krav til landmændene om mindst 65 % grønne marker, udarbejdelse af en gødningsplan, krav til opbevaring af husdyrgødning og stop for udbringning af flydende husdyrgødning i efteråret til de fleste afgrøder. Udledningen af overskydende kvælstof til vandmiljøet fluktuerede med klimaet (mindst i de kolde vintre), men generelt var trenden positiv i den forstand, at kvælstofudnyttelsen over tid blev bedre og udledningen reduceret. Forbruget af handelsgødning faldt år efter år.
Men så kom populismen…
Det gik fornuftigt, indtil populismen tog over, og man valgte at erstatte noget af vintersæden med efterafgrøder, der skal efterfølges af vårsæd. Jeg husker fortsat præsentationen til en plantekongres, hvor en overbevist forsker på basis af et meget spinkelt forsøgsgrundlag redegjorde for, hvorledes efterafgrøder ville reducere udledningen bedre end den vintersæd, der dengang udgjorde ca. 100.000 hektar mere end i dag. Protester blev affejet, og kort efter blev den første lov om efterafgrøder vedtaget.
Resultatet udeblev, fordi hele argumentationen og de anvendte kvælstofmodeller byggede mere på regneark end forståelse af de biologiske processer i jorden.
Hermed udskiftede man udbyttesikker vintersæd, der har en højere kvælstofudnyttelse, med mere usikker vårsæd, der først optager større mængder kvælstof, når vi kommer ind i maj måned.
Udlandet gad ikke have det danske korn
Siden 2004 har reguleringen kostet samfundet og landbruget milliarder. Først fordi der i en lang årrække frem til 2015 var lave gødningskvoter, der efterhånden medførte, at afgrøderne fik så lavt et proteinindhold, at udlandet ikke ville købe dansk korn.
I 2015 kom så Landbrugspakken, der fra 2016 hævede gødningskvoterne, så bl.a. kornets proteinindhold blev højt nok til, at f.eks. udlandet atter efterspurgte dansk korn. Den politiske pris var de målrettede efterafgrøder, der bl.a. ville erstatte vintersæd på udsatte arealer.
Resultatet af de målrettede efterafgrøder kan måles i dag. Mens vintersæden vokser og optager kvælstof gennem en mild vinter, ligger markerne bare og udsatte for udvaskning af kvælstof i perioden, fra de målrettede efterafgrøder er blevet nedpløjet, og frem til vårsæden optager kvælstof i foråret. Bæredygtigt Landbrug havde forudset det, for naturligvis vil en bar mark være udsat for udvaskning på grund af jordens naturlige kvælstofindhold, og nu kan vi desværre konstatere, at denne forudsigelse holder stik.
Udledningen flyttes til det værste tidspunkt
De målrettede efterafgrøder flytter kort sagt udledning af kvælstof fra efteråret, hvor det ikke betyder noget, til udledning i februar, marts og april, hvor det visse steder kan være en økologisk bombe. Dertil kommer, at efterafgrøder kan medføre større klimaaftryk i form af lattergasudledning, end vintersæd er i stand til.
Lad os straks få stoppet de målrettede efterafgrøder og genindført kravene om minimum 65 % grønne marker. Der bør fortsat være fokus på efter- og mellemafgrøder, men lad placeringen være op til landmændene.
Reguleringen er dumpet med et brag
I min optik er 18 års offentlig kvælstofregulering dumpet med et brag.
Både miljø- og klimamæssigt.
Men i dén grad også økonomisk – først på grund af lavere værdi af afgrøderne frem mod 2015, dernæst det fejlslagne krav til målrettede efterafgrøder, der efterfølges af vårsæd, som giver mindre udbytte.
(Herunder Bæredygtigt Landbrugs grafik med data hentet fra Novana-overvågningen)
(Ovenstående indlæg er også udsendt som læserbrev til landbrugspressen, du kan eksempelvis læse Effektivt Landbrugs netudgave via linket HER).
