Igen i år sætter Bæredygtigt Landbrug sit præg på Folkemødet

Formand Peter Kiær deltager i to debatter under det store træf på Bornholm – hvor der i øvrigt bliver rig lejlighed til at udøve lobbyarbejde

folkemøde-1

Ved det seneste rigtige folkemøde på Bornholm – dengang der ikke var coronarestriktioner – blev Bæredygtigt Landbrug den tredje mest omtalte forening, organisation eller virksomhed. Og det endda til trods for, at interesseorganisationen aldrig har en stand ved den store, årlige begivenhed.

Der er således noget at leve op til, når 2022-udgaven af Folkemødet finder sted hen over næste weekend. Igen i år deltager nogle få af Bæredygtigt Landbrugs folk i det store træf med politiske partier, forenings-, erhvervs- og kulturlivet samt diverse græsrødder. Blandt andet skal BL-formand Peter Kiær deltage i to debatter:

Fokus på ukrainere i landbruget

Fredag arrangerer fagforbundet 3F et møde med fokus på ukrainsk arbejdskraft i Danmark. I en paneldebat, der følger op på et indlæg ved den ukrainske ambassadør, repræsenterer Peter Kiær arbejdsgiverne i det danske landbrug.

BL-formanden har selv erfaringer – positive, vel at mærke – med ukrainsk arbejdskraft hjemme på Storgaarden i det sjællandske. Krigen er således kommet rigtig tæt på Peter Kiær og hans nærmeste, fordi ukrainere hjemme på bedriften naturligvis er dybt påvirket af hændelserne i deres østeuropæiske hjemland. Derfor har BL-formanden også tidligere stået bag en indsamling til Ukraine, hvilket du kan læse mere om i artiklen HER.

BL-input til Ungeklimarådet

På tredjedagen af næste uges folkemøde – lørdag – er Peter Kiær inviteret til og har sagt ja tak til at deltage i en event arrangeret af fødevaretænketanken Frej. Her er det meningen, at BL-formanden skal ankomme med et dilemma af en slags, der skal præsenteres for et panel sammensat af Ungeklimarådet.

Begge arrangementer, som Peter Kiær deltager i, kan naturligvis overværes af alle interesserede. Fredagens begivenhed finder sted i 3F-teltet ved brandstationen i Allinge – ikke langt fra den store cirkusplads med hovedscenen – og begynder kl. 11.30. Lørdagens event hos Frej og Ungeklimarådet afvikles i Danchells debattelt fra kl. 11.30.

Oplagt sted at dyrke kontakter

Udover de møder, som Peter Kiær deltager i som en del af panelet, regner Bæredygtigt Landbrugs udsendte folk også med at blande sig i flere af de øvrige landbrugs- og miljørelaterede debatter, som Folkemødet byder på.

Endnu vigtigere: Folkemødet er desuden et oplagt sted at dyrke både etablerede og nye kontakter – ingen lobbyorganisation med respekt for sig selv holder sig således væk fra Bornholm den tredje weekend i juni!

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top