”Der er forskel på medlemslandene, når det kommer til brugen af pesticider!”

EU-Kommissionens længe ventede pesticidudspil bliver offentliggjort inden så længe, og det kommer til at handle om begrænsninger fremfor forbud, garanterer kommissær

sprøjte

”Jeg har noteret mig den bekymring, som nogle medlemsstater har givet udtryk for i dag, og har understreget, at vores forslag ikke vil handle om at forbyde brugen af pesticider!”

Så kontant udtrykte Stella Kyriakides – EU’s sundheds- og fødevarekommissær – sig efter et møde mandag aften i Luxembourg mellem unionens landbrugs- og fødevareministre.

Ifølge Maskinbladet sigter EU-Kommissionen på at offentliggøre sit længe ventede udspil til nye love og regler på pesticidområdet inden sommerferien. Et totalt forbud er altså ingenlunde en del af planen, der dog nok vil tale om behovet for begrænsninger.

Lande – såsom Danmark – der allerede er godt på vej til at reducere brugen af skadelige pesticider, vil blive anerkendt for deres fremskridt, lyder det:

”Det er et meget følsomt emne set fra landmændenes synspunkt. Men der er forskel mellem medlemslandene, når det kommer til brugen af pesticider. Vi ønsker en fair tilgang, så de, der bruger mere, også bliver nødt til at yde en større indsats”, forklarede landbrugskommissær Janusz Wojciechowski på mandagens pressemøde.

Fire lande – nemlig Frankrig, Spanien, Italien og Tyskland – står for to tredjedele af EU’s samlede pesticidforbrug.

Du kan læse mere i Maskinbladets omtale HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top