CO2-afgift vil ødelægge min og mange andre landbrugsbedrifter

...og klimaet vil blive den helt store taber, understreger Bæredygtigt Landbrugs formand i dette læserbrev

kiær-i-grisestald

Af Peter Kiær, formand for Bæredygtigt Landbrug, Storgårdsvej 1, 4690 Haslev

En CO2-afgift som den, der er lagt op til, vil udslette min og mange andre husdyrproduktioner her til lands. Og klimaet bliver den helt store taber!

Først lidt om min bedrift: Jeg har 750 søer, der producerer 24.000 grise årligt, hvoraf 18.000 sælges som 30 kilos grise til en dansk landmand, som feder dem op i Danmark, mens de 6.000 fedes op her på Storgaarden.

Vi producerer selv alt korn til foder fra egne marker og har en høj foderudnyttelse. Derudover kan nævnes klimarigtige tiltag her på stedet såsom stalde, der opvarmes med halm fra fyret, og gyllekøling der reducerer ammoniakfordampningen og udnytter varmen. Desuden tilsættes fytase i foderet, hvilket mindsker fosforindholdet i gyllen, så jorden kun gødes med det, der er behov for.

Vi har syv medarbejdere på Storgaarden, hvoraf de to er udenlandske praktikanter, mens de fem øvrige alle bor med deres familier her i Danmark. Min virksomhed genererer dog ikke færre end 40 arbejdspladser, hvis man medregner slagteri, transport osv., og så har jeg ikke engang talt en halv snes fuldtidsstillinger indenfor det offentlige bureaukrati med…

Adskillige tusind arbejdspladser vil forsvinde, hvis klodens mest klimavenlige landbrug som det eneste land i verden skal straffes med en brandbeskatning på hvert enkelt kilo kød. Hvem tror på, at det vil gavne klimaet? Den internationale efterspørgsmål efter kød og mejeriprodukter forsvinder jo ikke, fordi Danmark går enegang – og disse madvarer skal så i stedet produceres i lande med en meget større miljø- og klimapåvirkning.

I forvejen har dansk landbrug reduceret klimabelastningen mærkbart siden 1990, vel at mærke uden at vi blev bedt om det. Alligevel skal vi nu piskes med en CO2-afgift, der vil sætte hele udviklingen i stå – er det, hvad vi ønsker!?

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i både diverse dagblade samt i landbrugspressen, du kan eksempelvis læse Vejle Amts Folkeblads, Horsens Folkeblads og Fredericia Dagblads webversioner HER, HER og HER samt Maskinbladets og Effektivt Landbrugs onlineudgaver via links HER og HER).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Scroll til toppen
Please accept [renew_consent]%cookie_types[/renew_consent] cookies to watch this video.