Bæredygtigt Landbrug vandt tv-auktion – og skal derfor nu mødes med miljøminister

Lea Wermelin (S) besøger BL-formand Peter Kiær på mandag og får ved den lejlighed en større rundvisning i området omkring Storgaarden

lea-2

Miljøminister Lea Wermelin (S) mødes på mandag formiddag med repræsentanter for Bæredygtigt Landbrug.

Ikke fordi hun selv har taget initiativ eller fået en invitation til at tale med formand Peter Kiær, næstformand Gustav Garth-Grüner samt faglig direktør Jørgen Evald Jensen – men fordi Bæredygtigt Landbrug tilbage i januar bød højest i en tv-auktion og dermed vandt et møde med ministeren.

Ved tv-showet ”Danmarks Indsamling” vandt Bæredygtigt Landbrug med et bud på 11.000 kr. således en halvanden time lang gåtur med ministeren. Pengene gik til coronakrisens børn men kan også indirekte være givet godt ud, som BL-formand Peter Kiær tidligere har pointeret:

”Miljøministeren taler jo meget om at skabe mere natur i Danmark, uden at hun af den grund har gjort en aktiv indsats for at få en dialog med dem, der rent faktisk ejer jorden. Her er vi i landbruget en uundværlig partner. Nu kan vi endelig få den dialog – på vores initiativ”, forklarede han efter indsamlingen.

På mandagens gåtur – der finder sted på arealerne omkring formandens besiddelser ved Storgaarden i den sjællandske landsby Terslev – vil der blive drøftet emner som skov, blomsterstriber, naturhegn samt landbrugets udfordringer med næringsstoffer/punktkilder. Besøget slutter med, at Peter Kiær byder ministeren og hendes følge på lidt formiddagskaffe på Storgaardens terrasse.

Du kan læse mere om tv-auktionen i artiklen HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top