Bæredygtigt Landbrug: Hvad er du bange for, Mette?

En rigsretssag er i alles interesse – også statsministerens egen, hvis hun vil renses – mener Bæredygtigt Landbrug ovenpå torsdagens minkberetning

kiær-peter-1

Statsminister Mette Frederiksens adfærd i minksagen er så kritisabel, at det må være på sin plads at undersøge grundlaget for en rigsretssag mod regeringslederen.

Sådan lyder Bæredygtigt Landbrugs reaktion på torsdagens beretning fra Minkkommissionen. I beretningen nævnes bl.a. statsministerens groft vildledende udmeldinger i forbindelse med ordren om at aflive samtlige danske mink.

”Det må nu også være i det røde folketingsflertals og statsministerens egen interesse at få en advokatundersøgelse til at vurdere en mulig rigsretssag. Og hvad er Mette Frederiksen bange for? Hvis hun virkelig mener, at hun vil blive renset ved den særlige domstol, bør hun da vise sig som en statsmand og gå ind i det med åben pande. Statsministeren har jo tidligere proklameret, at hende kan man stole på, og at hun ikke dækker over noget”, siger Bæredygtigt Landbrugs formand Peter Kiær.

Bæredygtigt Landbrug finder det problematisk og bekymrende, at både handlinger og retorik fra såvel regeringsmedlemmer som embedsfolk entydigt lader hånt om minkerhvervets rettigheder – og at ulovlighederne i form af masseaflivninger vel at mærke fik lov til at fortsætte, selv da alle var klar over den manglende lovhjemmel.

”Mette Frederiksen har ovenikøbet udtalt, at hun ville gøre det igen. Dét er foragt for lovgivning og folkestyre samt for dygtige minkavlere, som måtte se deres livsværk gå til grunde på lovstridig vis”, lyder det fra Peter Kiær.

”Man må forlange af magthaverne, at de går til det politiske arbejde med respekt for vores styreform og med ydmyghed i forhold til demokratiet. Det er rent anarki, hvis toppolitikere selv kan bestemme, om de gider sætte sig ind i lovgivningen, mens eksempelvis landmænd straffes hårdt for ubetydelige bagateller. For godt nok tegner også minksagen et billede af et politiserende embedsværk, der kører sit eget løb, men vi kan absolut ikke leve med svage politikere, som fralægger sig byrden for det, de åbenlyst har ansvaret for”, tilføjer formanden for Bæredygtigt Landbrug.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

(Ovenstående er også sendt ud som pressemeddelelse).

Scroll to Top