Stor politisk uenighed om fremtidig minkavl

Enhedslisten vil ikke være med til at genoptage erhvervet, mens blå blok kalder risikoen minimal

mink-1

Helt som forventet kan man – også i tilfældet med Statens Serum Instituts nyeste rapport om fremtidig minkavl i Danmark – læse tekster, som man vil.

SSI’s konklusion om en lav risiko for en bekymrende virusvariant ved begrænset dansk minkavl opfattes meget forskelligt, alt efter hvem der analyserer situationen.

”Jeg synes, det er indlysende, at man må permanentgøre det forbud, der er mod minkhold. Corona vil blive ved med at være her, i hvert fald i en rum tid, og der vil fortsat være risiko for nye varianter”, siger Enhedslistens Peder Hvelplund.

”Så for mig at se er der ikke anden mulighed end at gøre det permanent. Også for at give et klart svar til de avlere, som kan gå med en efter min opfattelse uberettiget forventning om, at der kan åbnes for erhvervet igen”, tilføjer han.

Fra hele den borgerlige lejr og ikke mindst Venstres gruppeformand Thomas Danielsen lyder der ganske anderledes toner:

”Den her rapport viser i vores optik med al tydelighed, at der sundhedsfagligt er givet grønt lys til minkavl i Danmark. Så nu er det op til regeringen, om de vil lægge sig op ad deres støttepartier eller oppositionen”, siger Thomas Danielsen.

Begge partier og regeringen afventer dog en erhvervsøkonomisk vurdering. Derefter ventes ordførerne at blive indkaldt til politiske drøftelser om minkerhvervets fremtid.

Du kan læse mere i Landbrugsavisens to artikler HER og HER.

Midt imellem de to synspunkter står fødevareminister Rasmus Prehn (S) med meldingen i Maskinbladets artikel HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top