Chefjurist: BL kommer til at forfølge § 3-sporet helt til dørs

Nikolaj Schulz forstår frustrationen hos de 45 borgmestre, som advarer regeringen mod ødelagt samarbejde med landbruget

GF - Nikolaj Schulz 2022 1

Ikke færre end 45 borgmestre har i en fælles skrivelse henvendt sig til miljøminister Lea Wermelin, landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn samt klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

I brevet tager borgmestrene udgangspunkt i det nye forbud mod gødskning, sprøjtning og omlægning af § 3-arealer, der er beskyttede naturarealer. Samtidig har Landbrugsstyrelsen netop meddelt, at styrelsen fra 2023 ikke vil give kompensation til landbrugsarealer, der har status som natur.

Nu trækker kommunerne i håndbremsen

Konsekvenserne af de to ting er ifølge brevskriverne, at lodsejere fremadrettet ikke vil kunne modtage kompensation for frivillig deltagelse i udtagningsprojekter på disse typer arealer.

Den manglende kompensation til lodsejerne/landmændene kan – frygter borgmestrene – resultere i søgsmål mod kommunerne og i det hele taget skabe en dårlig stemning mellem parterne. Det ovenikøbet i en tid, hvor kommunerne ikke mindst med udtagning af lavbundsjord har lagt sig i selen for at gøre en miljø- og klimaindsats – men nægter at betale uforudsete udgifter som følge af ændrede vilkår. Borgmestrene frygter samtidig for en svigtet tillid mellem kommunerne og ikke mindst landbruget.

”Vi brænder alle for at understøtte den grønne omstilling af det åbne land, og vi vil meget gerne bidrage til, at det sker. Men som økonomisk ansvarlige kommuner har vi været nødsaget til at trække i håndbremsen på vores igangværende udtagningsprojekter, indtil der findes en løsning. Vi opfordrer jer derfor til hurtigst muligt at finde løsninger, der tager hånd om udfordringerne for de igangværende projekter, og som ikke svækker lodsejernes og kommunernes mod på at deltage i nye projekter”, lyder det fra de 45 borgmestre til ministrene.

Jorden har værdi

Bæredygtigt Landbrugs chefjurist Nikolaj Schulz forstår frustrationen hos de 45 kommuners politiske førstemænd:

”Landbruget er en aktiv del af den grønne omstilling, og vi er i fuld gang, men løsningen er ikke at lege, at landmændenes § 3-jord ikke har nogen værdi”, siger han.

”Der er gigantisk forskel på en § 3-mose og en velplejet og velgødet kultureng, der afgræsses eller tages slæt på. Sidstnævnte kan i mange tilfælde have værdi som et helt almindeligt landbrugsareal”, forklarer chefjuristen.

Voldsom krænkelse af ejendomsretten

Nikolaj Schulz understreger, at Bæredygtigt Landbrug ikke har noget imod naturprojekter, men at der skal laves valide vandstandsvurderinger, og at samtlige indgreb skal ske mod fuld erstatning.

”BL kommer til at forfølge § 3-sporet helt til dørs for vores medlemmer – vi accepterer ikke den voldsomme krænkelse af ejendomsretten”, lyder det.

Du kan se brevet fra de 45 borgmestre via linket HER. Landbrugsavisen beskriver desuden sagen i artiklen HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

1 kommentar til “Chefjurist: BL kommer til at forfølge § 3-sporet helt til dørs”

  1. Carsten Sørensen

    Arealer der pålægges status som § 3, er at betragte som tyveri ved højlys dag. Med et fratages jorden værdi, uden kompensation af nogen art og den kommunale biolog er med et, den lovgivende, udøvende og dømmende magt…. Man fratages totalt rådighed over jorden, mod fortsat at betale ejendomsskatten…. Særligt som økolog får det lige et ekstra svirp med pisken, jorden tæller ikke længere med som harmoniareal, kan ikke længere benyttes i markplanen som græsareal, og med de nye kulstofregler rammer det ekstra hårdt.. At det ikke har betydning må absolut bero på en skrivebords vurdering, når man som jeg, driver ca. 50 HA med økologisk planteavl, med et fratages 6 HA der ellers har ligget med vedvarende græs, og vel og mærke uden nogen form for kompensation OVERHOVEDET, så mener jeg det er at betragte som TYVERI…. Mine 6 HA § 3 arealer er at betragte som værdiløse, smuk natur bevares, men jeg har jo ikke købt en bull dozer for at jævne overdrevet, så hvorfor skal jeg straffes på den måde…???

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Scroll til toppen
Please accept [renew_consent]%cookie_types[/renew_consent] cookies to watch this video.