Bedre betingelser for at skrue fødevareproduktionen i vejret, tak!

Formanden for Europa-Parlamentets landbrugsudvalg har nu henvendt sig til EU’s landbrugskommissær med en klar opfordring

eu-flag

Miljø- og klimatiltag er vigtige – men endnu mere essentielt er det at kunne brødføde befolkningerne!

Midlertidige forbehold er således nødvendige for at bevare fødevaresikkerheden i lyset af krigen i Ukraine, mener formanden for Europa-Parlamentets landbrugsudvalg. Det skriver Maskinbladet.

Undtagelser ønskes

Norbert Lins beder derfor nu officielt EU’s landbrugskommissær Janusz Wojciechowski om at slække på forpligtelserne i CAP’en, EU’s fælles landbrugspolitik, så landmændene får optimale betingelser for at skrue produktionen i vejret.

Det fremgår af et brev fra Norbert Lins til Janusz Wojciechowski, en skrivelse som Maskinbladet har set i sin helhed. Uddrag af brevet er desuden citeret i en pressemeddelelse fra EU’s landbrugsudvalg.

Tyske Norbert Lins (fra det konservative EPP), som selv har en baggrund i mejerilandbruget, beder i brevet kommissæren om at undersøge mulighederne for undtagelser som en måde at imødegå global mangel på fødevareforsyning.

Nødsituationer fordrer særlove

Det sker, efter at Norbert Lins selv og flere af EU’s mest toneangivende interessenter indenfor landbrug og fødevareproduktion for nylig har understreget, at der ikke er risiko for fødevaremangel i EU, men at tredjelande kan lide nød, hvis vi ikke kan eksportere tilstrækkeligt.

”Vi beder derfor Kommissionen tage det første skridt og i lyset af den nuværende situation vurdere muligheder for undtagelser eller andre foranstaltninger”, skriver Norbert Lins i brevet og henviser til EU’s artikel 148, der gør det muligt at indføre særlove i nødsituationer.

Præcist hvilke undtagelser Norbert Lins har i tankerne, melder brevet ikke noget om.

Du kan læse mere i Maskinbladets artikel HER.

Ros til danske landmænd

Europa-Parlamentets landbrugsudvalg er i øvrigt på studietur i Danmark i disse dage, og det er ingen tilfældighed. Danmark er nemlig på flere måder et foregangsland, som andre burde tage ved lære af, lyder det fra førnævnte Nobert Lins:

”Danmark og Holland er de mest innovative lande, og de førende på økonomisk bæredygtighed. De sætter niveauet for landmænd i EU. Så noget af det, vi ser på denne tur, kan sætte rammerne for fremtidens europæiske landbrug”, siger udvalgsformanden til Maskinbladet.

Dén vinkel kan du læse mere om i artiklen HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top