Utroværdigt, lyder det om statsministerens skiftende forklaringer

Det er dybt bekymrende, at Mette Frederiksen ikke selv kan finde ud af, hvad hun mener om ansvaret for minkskandalen, siger både Venstre og Nye Borgerlige

mink-1

Lå skylden for den manglende lovhjemmel bag mink-aflivningsordren ene og alene i Fødevareministeriet, eller var beslutningen statsminister Mette Frederiksens?

Ja, hvis man spørger regeringslederen selv, var det i første omgang hendes ansvar – men efterfølgende har hun, da skandalen begyndte at rulle, forsøgt at frasige sig skylden. Hos Venstre er man ifølge Landbrugsavisen rystet over ansvarsforflygtigelsen:

”Det er dybt bekymrende, at statsministeren først siger i et program på TV2, at beslutningen om at aflive alle mink blev truffet på koordinationsudvalgsmødet, og at det er hende, som har ansvaret for det. Men siden har hun ændret sin forklaring og påstår, at det ene og alene er Mogens Jensens ansvar og skyld. Det er utroværdigt”, siger Venstres gruppeformand, Thomas Danielsen, der også har fungeret som partiets minkordfører.

Thomas Danielsen betegner det som opsigtsvækkende, at en meget erfaren professor som Jørgen Grønnegaard Christensen vurderer, at Mette Frederiksens nye forklaring er konstrueret til lejligheden. Statsministeriet ønsker ikke at kommentere de nye oplysninger.

Samtidig kræver Nye Borgerliges folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen ligefrem Mette Frederiksens afgang som statsminister som følge af afsløringerne i Berlingske.

Du kan læse mere i Landbrugsavisens artikel HER og høre mere i avisens podcast HER samt se yderligere om baggrunden for historien i artiklen fra Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside HER. Lars Boje Mathiesens facebookopslag om emnet kan du læse via linket HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top