Ufagligt glyphosat-forbud er en realitet

Heldigvis gælder den aktuelle beslutning ikke landbrugsdrift men eksempelvis terrasser og indkørsler

marksprøjte-foto-hardi.dk

Fremover vil det ikke længere være tilladt at bruge glyphosat (aktivstoffet i verdens mest effektive og skånsomme ukrudtsmiddel Roundup) til at bekæmpe ukrudtet på terrassen og i gruset i indkørslen. Det har et flertal i Folketinget netop vedtaget, skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse torsdag.

”I fremtiden kan man ikke springe over, hvor gærdet er lavest og bruge løs af sprøjtemidler for at komme ukrudtet til livs. For nu bliver det forbudt at bruge de sværest nedbrydelige sprøjtemidler til at fjerne uønsket ukrudt på en række områder”, skriver ministeriet.

Lovændringen betyder, at det bliver forbudt at bruge sprøjtemidler med for eksempel glyphosat på flere private og offentlige arealer. Der er tale om bl.a. stier, veje, grus, fortove, indkørsler, parkeringsarealer og terrasser, fordi ”under den slags arealer er det øverste jordlag gravet væk, og der er derfor en særlig risiko for, at sprøjtemidler kan sive ned i grundvandet”.

Fra miljøminister Lea Wermelin (S) lyder det desuden, at ”sprøjteforbuddet er et godt skridt på vejen til en bedre beskyttelse af grundvandet”. Pressemeddelelsen glemmer at meddele, at glyphosat ifølge samtlige seriøse undersøgelser rent faktisk netop er frikendt for at udgøre nogen som helst fare for grundvand og drikkevand eller for miljø og sundhed i øvrigt.

Du kan se mere om det aktuelle forbud vedtaget med et knebent flertal i Folketinget via Effektivt Landbrugs og Landbrugsavisens omtaler HER og HER.

Hvor ufagligt forbuddet er, fremgår bl.a. af anlægsgartnernes indsigelser HER og af den borgerlige oppositions protester HER. Hvad et eventuelt glyphosat-forbud i landbruget kan få af konsekvenser, fremgår af artiklen HER, og du kan i øvrigt blive klogere på Bæredygtigt Landbrugs holdning til glyphosat i pressemeddelelsen HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top