Uansvarligt at kræve mere økologi

Som samfund har vi lige nu brug for at producere så mange fødevarer som overhovedet muligt, erkender økologisk landmand

Klaus Åge, økologisk planteavler

Af Klaus Aage Bengtson, økologisk landmand og bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Holtetvej 91, 9370 Hals

I en tid med truende fødevarekrise og hungersnød bl.a. som følge af krigen i Ukraine er det uansvarligt at forlange flere økologiske landbrugsarealer i Danmark, sådan som eksempelvis regeringen gør.

Jeg nyder selv at være økolog og at producere det, som en lille del af markedet efterspørger. Jeg synes personligt, at det er fagligt udfordrende at lave små benspænd for sig selv i den daglige produktion ved at drive mit landbrug uden moderne og effektive hjælpemidler.

Men på samfundsniveau kan vi – især med den nuværende internationale krise – ikke tillade os at satse på ekstensivt fremfor intensivt landbrug. Der er nemlig langt lavere udbytter i økologien sammenlignet med det konventionelle landbrug.

At en stor del af kornproduktionen går til at fodre bl.a. grise med, er ikke et validt modargument – for der findes nu engang en stor efterspørgsel efter kød på markederne, og dét behov skal naturligvis dækkes af verdens mest miljø- og klimarigtige landbrug her i Danmark.

Det er fint nok, at nogen af os fortsat tilfredsstiller en minoritet i forbrugersegmentet. Men generelt set har vi lige nu brug for at producere så mange fødevarer som muligt på de landbrugsarealer, der findes.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse dagblade samt i landbrugspressen, du kan eksempelvis læse Effektivt Landbrugs onlineversion HER samt Fredericia Dagblads hjemmesideudgave via linket HER).

Scroll to Top