Skal regnskoven da bøde?

Man siger, at den, der har evnen, har forpligtelsen til at levere. Det har vi her i Danmark, hvis ellers vores fødevareminister har modet til at give os lov

thomas-5

Af Thomas Jensen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Tarmvej 57, 6880 Tarm

Verdens fødevareproduktion hænger sammen.

Billedligt talt hælder alverdens landmænd deres korn i samme store silo, hvorfra verdens befolkning får mel til at bage brød og lave mad af. Jo mindre korn der er i siloen, jo dyrere bliver kornet. Derfor betyder det noget, også for Afrikas befolkning, hvad Danmark og EU hælder i denne verdenssilo. Mange bække små …

Dyrt korn betyder måske ikke så meget for den danske forbruger, hvor vi bruger ca. 10 % af vores indkomst på fødevarer. Anderledes i lande, hvor man bruger 40-60 % af indkomsten på mad. Når kornprisen, som nu, stiger med 300 %, betyder det, at ét års forbrug af brød visse steder skal betales med tre års løn. Dermed udløses en fødevarekatastrofe.

Vi må ikke fryse, men de fattige må gerne sulte

En af årsagerne til denne krise er krigen i Ukraine. To lande bidrager med 30 % af det korn, der handles over grænserne. Det er Ukraine, der er ramt af krig, og Rusland, der er ramt af embargo. Situationen vil betyde fødevaremangel.

Regeringen vil købe Putins gas, men vil lave restriktioner på køb af Putins korn. Er moralen hermed, at de danske vælgere ikke må fryse, mens de fattige landes befolkning gerne må sulte?

Danske landmænd står klar til at producere mere korn

Hvorfor må vi danske landmænd ikke producere alt det korn, vi kan, for den mand, der kalder sig fødevareminister?

Det er vigtigt, at vi reagerer meget hurtigt nu, hvis vi vil hjælpe til med verdens fødevareforsyning. Fødevaresituationen er allerede meget alvorlig for den fattige del af verden. Ved en fødevarekrise er der stor risiko for, at der igen kan komme flygtningestrømme på vejene. Vi må komme den situation i forkøbet og hjælpe i nærområderne nu.

Derfor må vi alle arbejde for, at verdens kornsilo bliver fyldt så meget som overhovedet muligt. Også her i Danmark. Det skulle jo nødigt være regnskoven, der skal opdyrkes endnu mere for at skaffe fødevarer til verdens befolkning.

Man siger, at den, der har evnen, har forpligtelsen til at levere. Det har vi her i Danmark, hvis ellers vores fødevareminister har modet til at give os lov. Vi danske landmænd kan sagtens producere mere korn – uden at det går ud over miljø og natur i Danmark og regnskove andre steder i verden.

Bæredygtigt Landbrug står klar med en række forslag – lad os komme i gang. Det er nu, vi landmænd skal så.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i både diverse dagblade samt i landbrugspressen, du kan eksempelvis læse Skive Folkeblads variant HER, Effektivt Landbrugs hjemmesideudgave HER samt Maskinbladets netversion via linket HER).

Scroll to Top