Vandområdeplanerne er i konstant konflikt med naturlovene

Offentligheden ved ikke, hvordan den bliver manipuleret med - skriver BL-medlem Jørn Rasmussen

vand-land-skov-tina

Af Jørn Rasmussen, Vordingborg

Den 2. april havde undertegnede et læserbrev i Effektivt Landbrug med titlen ”Fejlsendt besked fra Miljøstyrelsen er kritisabel”.

Jeg var ikke hovedforfatter til læserbrevet og vil derfor fortælle historien bag, da jeg ikke vil pynte mig med lånte fjer.

Igennem mere end tre års deltagelse i følgegrupper under Miljøstyrelsen og Miljøministeriet har jeg oplevet lidt af hvert og var nok blevet “tykhudet” over, hvor grotesk tingene mange gange udvikler sig.

Indlæg afvist af pressen

Bæredygtigt Landbrugs chefjurist Nikolaj Schulz blev ved et tilfælde bekendt med et hændelsesforløb, som han blev harm over. Så harm, at han satte sig ned og skrev et udkast.

Det skal tilføjes, at læserbrevet var forsøgt offentliggjort i fem landsdækkende medier – Altinget, Jyllands-Posten, Information, Berlingske Tidende og Politiken – hvor det alle steder blev afvist.

Indirekte en god forklaring på, hvorfor erhverv som landbrug og fiskeri i offentligheden er under anklage på falske præmisser, og en spildevandshåndtering, der grundlæggende er helt forfejlet.

Offentligheden er også uvidende om, at der slet ikke er enighed i det kommissorium, der er nedsat for at vejlede politikerne omkring indholdet i de vandområdeplaner, der nu er i høring.

Afslørende møde

Som et eksempel kan nævnes:

Vi ved, at naturen forsøger at opretholde et forhold mellem N og P på 7:1 i vores farvande. Men det blev tydeligt afsløret på et møde den 9. februar 2021, at myndighedernes strategi med alle midler er at forhindre denne – for naturen – ideelle tilstand.

Paradoks udpenslet af BL’s rådgiver

Denne afslørende kendsgerning, at Folketinget forsøges overbevist om, at det skal blåstemple vandområdeplaner, der er i konstant konflikt med naturlovene, er offentligheden helt uvidende om. Ikke mindst Bæredygtigt Landbrugs faglige rådgiver Poul Vejby-Sørensen har utallige gange udpenslet dette paradoks.

Min konklusion (og har været længe) er, at hvis vor tid ikke skal ende med at betegnes som tåbernes paradis, må politikernes højeste prioritet være at fjerne al mediestøtte.

(Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug, og indlægget er sendt direkte til foreningen med henblik på offentliggørelse på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Det læserbrev, som der henvises til i begyndelsen af teksten, kan du læse via linket HER).

Scroll to Top