Hov, det kan sandelig skade miljø og klima at udtage lavbundsjord!

Forskere fra Aarhus Universitet skal nu kortlægge, hvad der sker med kvælstof og fosfor, når man som planlagt vådlægger jordene

Per-3

”Det vil jo næsten være Molbo-agtigt at gøre én ting for klimaet og så ødelægge noget andet. Særligt når man har brugt så mange penge på at rense søerne!”

Ordene kommer fra Carl Christian Hoffmann, seniorforsker på Aarhus Universitet og projektleder på et nyt lavbundsprojekt.

Uønskede effekter…

Regering og folketing vil som bekendt udtage adskillige tusind hektar dansk lavbundsjord i klimaets hellige navn.

Men ifølge Maskinbladet har man nu minsandten fundet ud af, at udtagningen har en række uønskede effekter. Derfor er et hold forskere fra Aarhus Universitet i gang med at kortlægge, hvad der sker med kvælstof og fosfor, når man vådlægger lavbundsjord.

Øget udledning af fosfor

Forskerne arbejder blandt andet på at finde metoder, såkaldte afværgeforanstaltninger, så man ikke udleder fosfor til søer, når lavbundsjorde vådlægges. Øget udledning af fosfor er nemlig en af sideeffekterne, der vil resultere i større produktion af alger, som ødelægger søerne.

”Udledning af fosfor til søer er en negativ sideeffekt, som vi meget gerne vil af med. Derfor har vi også supplerende projekter, hvor vi undersøger, hvad der sker, hvis man fjerner topjorden, inden man vådlægger. Og hvad der sker, hvis man høster biomassen og udpiner jorden ved biomassehøst, og om det kan reducere udledningen af fosfor”, siger Carl Christian Hoffmann.

Du kan læse mere i Maskinbladets artikel HER.

BL-direktør: Gavner ikke klimaet

Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør Jørgen Evald Jensen har adskillige gange advaret mod udtagning af lavbundsjord. Både fordi landmanden bliver kompenseret alt for lidt for udtagningen af jorden, men også fordi man ødelægger i mange tilfælde rigtig god landbrugsjord og i øvrigt gør klimaet en bjørnetjeneste.

Dét kan du bl.a. læse mere om i artiklen HER.

I linket HER kan du se et webinar arrangeret af Bæredygtigt Landbrug om samme emne.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top