Endnu en tåbelig regel kan være på vej ud

For en gangs skyld er venstrefløjen også aktiv i kampen mod bureaukratiet i landbruget, nemlig når det gælder nye EU-regler om antibiotika

christiansborg-i-fuld-figur1000

Det plejer at være borgerlige politikere, som kæmper en kamp for at frigøre landbruget og fødevareproduktionen for kvælende bureaukrati og chikanerende regelrytteri. Venstrefløjen på Christiansborg bakker dog ligeledes op om det aktuelle opgør med den nye EU-veterinærordning, der kan risikere at føre til et øget antibiotikaforbrug i dansk landbrug.

Løsning skal findes her og nu

”Hvad kan og vil regeringen gøre for at forhindre, at den nye forordning om veterinærlægemidler fører til et øget antibiotikaforbrug i Danmark, og for at undgå eventuelle uhensigtsmæssige konsekvenser for behandlingen af syge husdyr?”

Sådan lød det spørgsmål stillet af Carl Valentin (SF), som fødevareminister Rasmus Prehn (S) i denne uge måtte forholde sig til på et samråd i Folketinget. Og ministeren anerkendte frygten for, at forordningen i Danmark kan medføre et øget og mere uansvarligt forbrug af antibiotika. Noget som blandt andet er blevet fremført af Den Danske Dyrlægeforening. Ministeren understregede, at han tager dyrlægernes advarsel alvorligt.

”Vi skal finde en løsning nu og her”, sagde fødevareministeren ifølge Effektivt Landbrugs referat af samrådet.

Drøftelser mellem kommissionen og Danmark

Ministeren fortalte, at regeringen arbejder for en løsning, hvor betingelserne i markedsføringstilladelserne kan fraviges i veterinærfaglige, velbegrundede tilfælde, når det medfører et mindre forbrug.

Derfor har regeringen stillet et ændringsforslag til forordningen, hvilket dog blev pure afvist i EU-Kommissionen, som i stedet ville fortsætte bilaterale drøftelser med Danmark. Hertil har det danske svar været, at man vil have mulighed for at fremsætte et ændringsforslag i Europa-Parlamentet.

Hvad med den danske implementering?

Det fremgik ikke af samrådet, hvorvidt fødevareministeren også vil inddrage de danske myndigheder yderligere i sagen. Tidligere har det således været fremført, at det ikke er i Bruxelles, fejlen ligger – men i den danske implementering af de nye EU-regler.

Til gengæld fremgik det tydeligt af samrådet, at SF-spørgeren Carl Valentin havde mere end svært ved at påskønne den danske indsats med at reducere antibiotikaforbruget ganske betydeligt…

Du kan se mere i Effektivt Landbrugs omtale HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top